Jeg er ansvarlig for bogafdelingen i en boghandel.
Jeg passer kassen, mens mine kollegaer snakker med en sælger i afdelingen ved siden af. Alt er helt fint. De bliver færdige med at snakke, og sælgeren kommer ud og stiller sig foran mig på den anden side af kassen – han skal åbenbart lige ud i sin bil og hente noget, og har fået den strålende idé, at jeg kan holde hans iPad imens. Andre ville nok spørge pænt, om jeg lige ville passe på den og give mig den i hånden, som et ordentligt menneske, men han tager blidt fat i min arm og løfter den ud fra kroppen, og sætter sin iPad fast under den oppe ved min armhule. Og jeg lægger den straks på bordet bag mig, kun lidt krænket, men beslutter mig for ikke at gøre mere ved det.
Sælgeren kommer senere tilbage lige i samme øjeblik, som jeg ubevidst sukker en smule frustreret over noget arbejde foran computeren, der tager længere tid end jeg lige havde kalkuleret. Han lægget hovedet på skrå og siger:
“Nåååårh, din lille stakkel.”
Jeg kigger spørgende op, fordi jeg ikke helt kan forstå, at han taler sådan til mig, men han bliver hurtigt distraheret af min kollega, der spørger ham om noget, og jeg arbejder videre, indtil han står foran mig igen – jeg kan se ham ud af øjenkrogen og har altså nu besluttet, at jeg ikke gider at beskæftige mig mere med ham, så med vilje kigger jeg ikke op, jeg registrerer dog, at han bliver stående og bukker sig lidt nedad, som en der forsøger at få øjenkontakt, så til sidst giver jeg efter og ser op.
“Smil,” siger han. “Du kunne godt lige smile.”
Og så er det så altså, at jeg mister tålmodigheden og spørger, hvorfor han egentlig tror, at han kan tillade sig at kræve det. Og han ser forurettet ud og går ned i personalestuen sammen med min chef for at tale videre, mens jeg står sydende tilbage og ikke kan koncentrere mig om noget som helst.
Da han kommer op igen, kommer han hen til mig, mens jeg pakker ind for en kunde og siger undskyld. Og at det jo bare var ‘fis og ballade’. Og jeg siger, at det ikke var sjovt, men når ikke længere, fordi jeg har en kunde, der fortjener min opmærksomhed tusind gange mere end han gør. Og han går.

























