Da jeg var til julefrokost med mit arbejde sidste år, endte vi på bar. Alle var fulde, men især én mandelig kollega var fuld og ville gerne danse tæt med mange af de lidt yngre medarbejdere. Han havde fat i samtlige yngre kvindelige ansatte for at få dem ud at danse… tæt.
Da jeg afviser ham og siger at jeg altså ikke har lyst til at danse, efter han utallige gange har forsøgt at hive mig ud på danse gulvet, kan jeg høre en anden kollega sige , at han syntes det er strengt og nederen, at vi holder vores danseglade kollega uden for. Jeg lader denne bemærkning passere. Da jeg så senere siger ja til en dans, går det egentlig okay. Men da der er en pause i musikken, kigger han mig i øjnene, vi står front mod front. Ud af det blå klapper han mig i røven, imens han holder øjenkontakten. Hans blik er drillende. Jeg siger roligt, med et undrende smil på læben, at det må han meget gerne være sød at lade være med at gøre igen. Han holder øjenkontakten og slår mig endnu engang! Jeg siger mere fast og alvorlig, at det er mega ubehageligt og han skal stoppe. Han slår mig tredje gang, mens han stadig kigger mig direkte i øjnene. Den sidste løsning jeg ser på daværende tidspunkt, er at vende mig om og gå.
Jeg følte det var en magtkamp han tog, og han skulle nok vise mig, at han kunne gøre lige hvad han ville, uden at jeg kunne gøre noget ved det. Det var hamrende ubehageligt og sindsygt krænkende, at havde sagt fra uden at blive hørt. Skulle jeg have stukket ham en flad ? eller var jeg sippet?
Jeg glemte det alligevel efter en månedstid eller to, da vi ikke arbejde så ofte sammen. Men når vi så endelig gjorde forstyrrede det faktisk min arbejdsrelation til ham. Jeg kom hurtigt op i det røde felt, og opfattende næsten alt hvad han sagde og gjorde som nedladende. Jeg læste om everydaysexism i foråret, og blev mindet om den oplevelse jeg havde haft til julefrokosten. Jeg snakkede først med min mor om det, hun opfordrede ikke rigtig til at sige noget, men lyttede mest. Men efter mediernes fokus på seximse og flere samtaler med venner/veninder, besluttede jeg at gå til ledelsen.
Jeg blev overrasket over at jeg græd hver gang jeg talte om det. Det betød alligevel mere end jeg havde tænkt det gjorde. Ledelsen støttede mig heldigvis, i at det var uacceptabelt. Der blev arrangeret et møde, og jeg fik lov til at fortælle ham hvad han havde gjort, face-to-face. Jeg græd og græd mens jeg fortalte, og jeg kunne se at han blev overrasket , for det første over at HAN havde gjort det, men også over hvor meget det havde ramt mig og var ked af det, jeg var blevet over det og det endte med at fik et oprigtigt undskyld.
Det jeg vil frem til er at det er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv, det med at se ham i øjnene og sige hvad det betød og fortælle hvor krænkende det var, betød alt ift. at opretholde en form for værdighed. Jeg gjorde noget, som jeg aldrig havde gjort før og det føltes rigtig godt, at sige fra selvom det først var 3 måneder efter episoden! Det er aldrig for sent at sige fra!
En måned efter stod en anden medarbejder frem, og fortalte hvordan samme mand havde fastholdt hende og prøvet at kysse hende op til flere gange samme aften…

























