Navn

Denne historie handler om min anden voldtægt. Det skete i september 2015.
Det gør stadig ondt at sige “anden voldtægt”. Efter den første, sværgede jeg til mig selv, at næste gang skulle jeg se det komme og forhindre det. Gå. Kæmpe. Råbe. Det fik jeg ikke. Han var så interessant at være sammen med. Fuld af nye historier og oplevelser, veganer, feminist (endog med en tatovering af den feministiske knyttede næve over hans hjerte!), sociolog… Han ville starte hans egne klinik, til at hjælpe mennesker med deres seksuelle problemer, til at acceptere sig selv og hele gamle såre. Jeg forstår nu, at tatoveringer, teori, ord, og bøger, betyder ingenting. Det er gerninger, der er vigtige – gerninger som man kan se, og ikke kun høre om.

Jeg fortalte ham om mine oplevelser (seksuelle overgreb og voldtægt), og hvor ondt de gjorde stadigvæk. Jeg fortalte ham om min grå-aseksualitet – min manglende sexinteresse, til jeg udvikler følelser stærk nok, noget der kan tage måneder eller år.
På et bestemt tidspunkt, blev vores venskab mere “fysisk” – til det, som man kalder “tung petting”. Jeg ville ikke mere. Jeg havde ikke lyst til det, jeg trængte ikke til det. Aldrig. Han respekterede det – i begyndelsen. Men en dag forstod jeg, at jeg ikke kunne fortsætte. For ham var vi kun kroppe.
Jeg havde set manipulerende tegn, kynisme, umodenhed i ham… Han var blevet vigtig for mig, en god ven, så hurtigt, at jeg var bange for at elske nogen, der ikke fortjente det. Jeg ville dog ikke fornærme ham. Så jeg fortalte ham, at det var for meget, og jeg ville stoppe. Jeg havde besluttet at denne nat skulle være den sidste, fordi jeg var nødt til at beskytte mig selv… Og så blev han meget nervøs. Samtalen blev meget følelsesmæssig. Det var det perfekte farvel: vi hviskede til hinanden, kyssede, og kærtegnede… til han sagde “hvis det er den sidste gang vi ser hinanden, vil jeg være med dig på en anden måde…” Jeg blev overrasket… og bange.
Jeg forstod ikke hvorfor han sagde sådan en ting, hvis han vidste, at sex for mig var en “no-go”. Jeg afslog, og vi fortsatte… “Hvis jeg sværger, at der ikke skal være noget sex… Accepterer du så at vi er nøgne?” Hvorfor ikke? Han havde respekteret mig hver gang, og jeg havde tillid til ham. Jeg accepterede.
Lidt bagefter, hørte jeg de samme ord: “kun i nat… Hvis det skal være den sidste…” Jeg afslog igen. Det skete endnu to gange, og jo mere han spurgte, jo mere bange blev jeg… og jo mere intens blev han…

Den sidste gang, var jeg så ræd, trist, og træt, at jeg ikke længere vidste hvem han var. Hvor var den feminist, jeg (troede jeg) kendte? Hvor var al respekten? Hvor var alle kommentarerne om patriarkatet og “det første nej er det eneste nødvendige nej”?
Jeg huskede den første voldtægt, og jeg forstod, at det skulle ske igen. Jeg kunne ikke reagere og stoppe ham. Han var stærkere og større. Jeg følte mig så alene, så trist, så lille, så ligegyldig… Han spurgte en femte gang… Han erektion var lige mellem mine balder. “Bare en smule”, huskede ham – og så svarede jeg “ja”. Nederlag. Han trængte ind i min bagdel. Mine hofter flyttede frem. Det gjorde meget ondt. Det stoppede ham ikke. Han ejakulerede inde lidt bagefter, og holdt mig tæt til sin krop.
Når jeg fortalte ham hvad der lige var sket, blev ham meget ked. Jeg flyttede mig til den anden side af sengen, krummede mig sammen, og græd. Han faldt i søvn hurtigt, og jeg græd hele natten. Jeg havde dårlige drømme hvor han voldtog mig og så råbte at jeg skulle gå. Når han vågnede på, talte vi og han sagde at han ville forløse sig selv – og jeg ville ikke sætte en voldtægtsforbryder fri: jeg ville lære ham om samtykke, respekt, og ægte feminisme. Jeg stolede på ham og hans vilje, til at blive en bedre mand.

De kommende uger prøvede han at manipulere mig. Han bebrejdede mig, sagde at jeg skulle føle mig taknemmelig fordi han stadig var der. Jeg så alle disse ting, lyttede til dem, og lod dem passere… Og endelig så det ud som om han begyndte at forstå hvad der skete. Jeg var træt, havde dårlige drømme hver nat og følte mig angst hele tiden. Det var svært at gå på arbejde til en virksomhed, hvor 80% af medarbejdere var mænd. Det var svært at gå ud. Jeg ville ikke spise… Men han begyndte at forstå.
Men med ét, forsvandt han. Efter en besked fra mig, blokerede mig han, og jeg blev kastet ud af hans liv. Uden et ord. Uden en forklaring. Jeg kæmpede mod frygt hver dag. Jeg følte mig forfulgt og overvågnet. Jeg accepterede at han havde brugt mig til hans egen fornøjelse, og han havde løjet: han ville ikke forløse sig selv. Det var alt for meget generende. Og så en dag besluttede jeg at gå hen og konfrontere ham. Jeg var ikke en hunhund man kunne bruge, tæske og kaste ud. Det var nok.
Men i stedet for at konfrontere mig, sendte han mig en besked og sagde, at han troede at jeg havde fået kolde fødder og jeg ville ham tilbage – men han havde lidt meget den sidste måned, og nu var han OK igen og ville ikke have mig tilbage i hans liv. Jeg kaldte ham uhyre, voldtægtsforbryder… Og blokerede ham. Det var det. Jeg var fri. Fra ham.

Men historien var ikke færdig. Den psykiske skade var alt for stor, og det blev for meget denne dag, hvor jeg endelig var nødt til at få akut lægehjælp fordi jeg ikke var stoppet med at bløde fra bagdelen i mange, mange uger. Det startede kun med lidt blod, og så blev det mere og mere, lidt smertefuldt… Lægen var nødt til at kauterisere såret med sølvnitrat og han sagde, at han ikke havde set eller behandlet sådan et sår i hele hans karriere (40 år). Jeg takkede min smertetærskel og gik hjem, kæmpede mod tårerne, og fald i søvn. Lægen var en mand, og oplevelsen var fuldstændig forfærdelig. Jeg forstod, at jeg ikke kunne helbrede mig selv, som den sidste gang. Jeg var alene, uden venner, og uden familie.
Endelig ringede jeg til en NGO for at finde nogen at tale med, og jeg fik et møde to uger senere. Jeg ringede til min læge også, for at få psykologisk hjælp. Han havde voldtaget mig, og han havde alle karaktertrækkene for en voldsudøver og en misbruger… Jeg accepterer det.
Jeg har brug for hjælp.

Jeg føler mig svag, men det er jeg ikke.
Jeg føler mig skyldig, men det er jeg ikke.
Jeg føler at der går et bæst fri derude og at det er min skyld, men det er det ikke.
Og selvom angsten blev byttet ud med vrede, er jeg stadig bange for ham og for alle andre mænd.