Jeg har hele mit liv været bange for mænd og ikke uden grund.
Allerede da jeg var 2-3 år begyndte min stedfader at afstraffe mig ved at slå. Årsagen til de mange bank husker jeg ikke længere, men de hårde slag glemmer jeg aldrig. Enten brugte han en træbøjle, sin livrem eller en lang træbørste, som han brugte til at fjerne viskelæder fra sine ingeniørtegninger……ja, vold og overgreb sker i selv de “bedste” familier.
Da jeg blev ældre, kunne han smække nogle gevaldige lussinger, hvor de røde mærker efter fingrene blev siddende på mine kinder flere dage efter.
Jeg har tilbragt mange timer med hjertebanken liggende under min seng eller siddende i et klædeskab for at gemme mig for hans voldsomme vrede.
Når han ikke slog, mobbede og chikanerede han mig i stedet. Som regel var det mit udseende, der var noget galt med, men også min personlighed og min opførsel var konstant udsat for hans kritik og bebrejdelser.
Jeg lærte efterhånden, at jeg ikke måtte fylde noget og egentlig helst slet ikke skulle være der.
Også i skolen og udenfor hjemmet blev drenge det store problem.
En gang væltede tre drenge mig af min cykel, tog min skoletaske og hældte saftevand ud over alle mine skolebøger. Mine bøger blev ødelagt, mine knæ blødte men jeg turde ikke sladre. Tog fra den dag altid en omvej på ca. 1 km for at komme til og fra skole.
Andre gange forfulgte og væltede fremmede drenge mig af cyklen, og alle de indkøb jeg havde gjort for min moder blev spredt ud på vejen og ødelagt. Husker synet af appelsiner, der trillede ud på kørebanen.
Eller dengang to drenge smed røgbombe i hovedet på mig, da jeg var på vej ud på en gynge i skoven. Alt det bageste af mit hår brændte af og min broder sagde, at der stod en stor flamme op fra mit hår.
Min egen broder var nu heller ikke for god. Forfulgte mig rundt i huset med lighter i den ene hånd og en Pronto spray i bund i den anden med kæmpe stikflamme imod mig.
Eller drengene der mobbede alle os piger i skolen med farven rød, som var en tøsefarve og derfor ikke noget, man skulle gå med eller løb rundt i skolegården og slog på en pige, hvorefter de råbte: Ad, nu har jeg tøsefnat og gav den så under højlydt væmmelse videre til den næste.
Jeg lærte efterhånden, at det at være pige var noget dårligt og ingen drenge blev nogensinde kritiseret for deres opførsel. Det var jo bare drengestreger.
Senere igen da jeg var i starten af 20’erne kom alle de ondskabsfulde bemærkninger og mobberier stadigvæk næsten kun fra mænd. Enten blev jeg højlydt sammenlignet med andre piger og blev bedt om at stille mig midt på gulvet og dreje rundt, eller fik out of the blue og helt uopfordret at vide, at jeg havde for store overarme, forkert tøj på, at mit hår lignede ståluld (stålulla) eller at jeg brugte for meget eller for lidt make up…..osv, osv.
Mand jeg kun kendte sporadisk, standsede mig på Cafe Victor, og syntes lige, at han helt uopfordret ville fortælle mig, at jeg malede mine øjenbryn for meget og gik med alt for store øreringe, bælter og armbånd (you name it)….med andre ord at jeg “fyldte for meget”…..
De mænd jeg siden har været kærester med og boet sammen med, har forudsigeligt nok været meget kritiske overfor mig. Altid har der været noget galt med mig og mit udseende, min påklædning, min opførsel og min personlighed og de har aldrig været tilfredse.
Når jeg købte noget til mig selv, var det enten grimt eller for dyrt, jeg talte for meget, grinede for højt og for længe og var vist også for intelligent.
I mit voksenliv har jeg været udsat for alle mulige mere eller mindre alvorlige former for sexisme, diskrimination og voksenmobning; er blevet bedt om at lave og servere kaffe som Art Director og eneste kvinde til møde, blevet cyberstalket igennem de sidste 15 år af tidligere mandlig kollega, mens politiet trækker på skuldrene, er forsøgt voldtaget to gange, blevet overhørt og ignoreret i mit erhverv, mens mandlige kolleger ved at gentage, hvad jeg har sagt, er blevet rost og fremhævet. Og jeg kunne blive ved.
Interessant er dog også, at jeg aldrig har kunnet fortælle nogen, især mænd, om de overgreb, som jeg har oplevet, og at det enten er, som om jeg ingenting har sagt, eller også får jeg at vide, at jeg bare kommer der med min offerhistorie og må se at komme videre….
Og nåhja, så har jeg slet ikke nævnt alle de utallige gange, mænd er kommet meget for sent, helt har glemt aftaler med mig, ikke har ringet, når de har sagt, de ville det og i det hele taget har optrådt hensynsløst og egoistisk, for det kan man nemt komme til at glemme til sammenligning med de grovere tilfælde af sexisme. Men også mænds undladelser og forglemmelser er en latent form for sexisme, som mænd benytter sig af for at vise kvinder, at vi ikke er så vigtige, at det er mændene, der bestemmer og for at score billige points hos andre mænd. Det giver nemlig prestige at behandle kvinder dårligt og “sætte os på plads”.
Og ligesom de fleste andre kvinder kan jeg egentlig blive ved med at hive eksempler på dårlig sexistisk mandlig opførsel frem, så idag er jeg alene og nyder at være mig selv!!!

























