everydaysexism

Emilie

#Jeghusker dengang jeg blev kaldt luder fordi jeg ikke holdt døren for min ven. Jeg var 14 år. Jeg husker da drengene på min årgang i folkeskolen, fortalte mig at jeg skulle tage det som et kompliment, når du tog mig på numsen. Jeg husker tydeligt alle de gange jeg er blevet taget på uden samtykke når jeg har været i byen. Jeg husker alle de gange min mor har lært mig, at jeg aldrig må gå hjem alene om aftenen, hvilket jeg stadig får at vide i en alder af 23. Jeg husker de gange jeg vågnede om natten af at min eks-kæreste var oppe i mig, uden jeg på nogen måde havde lyst eller havde haft mulighed for at sige nej eller ja. Jeg husker desværre meget, meget mere, som jeg ville ønske aldrig var sket.

E

I skyggen af “#jeghusker”, får jeg lyst til at fortælle min historie, som jeg også først fornylig er begyndt at fortælle mig selv. Jeg har de seneste år bøvlet med stress, angst og depression. Noget, jeg til min psykolog og omgangskreds sagde bundede i et for travlt arbejde, ensomhed og frygten for ensomhed i fremtiden. Jeg er dog begyndt at pakke et traume ud, som jeg nu ved er roden til mine problemer. for 6 år siden blev jeg udsat for et voldtægt, alligevel er det først for et halvt år siden det gik op for mig, at det virkelig skete. Jeg husker, hvordan jeg tog hjem til ham en nat i byen, jeg var jomfru og lidt træt af ikke at være som mine veninder. Han var ældre end mig og tydeligvis mere erfaren. Vi kommer hjem til ham, vi lister ind på hans værelse og skal være stille, for hans familie er hjemme. Jeg begynder at få det ubehageligt og vil væk, men jeg kan ikke, jeg begynder at føle mig fanget i situationen, som om jeg har nået et point of no return, da jeg tog med ham hjem. Han begynder at kysse mig, tage tøjet af mig osv. Jeg siger nej gentagne gange, hvilket blot får ham til at blive mere ihærdig og voldsom. Jeg siger “nej” nok 10 gange, hvor han løbende har taget mere og mere tøj af mig, indtil jeg til sidst siger “okay så” bare for at kunne se en ende på det. Jeg følte ikke, at jeg havde nogen anden udvej, end at overgive mig, jeg havde slet ikke styrke nok til at kæmpe mere imod end jeg allerede havde gjort. Og egentligt var jeg også bange for at gøre mig selv pinligt berørt, hvis jeg skulle råbe op eller prøve at løbe min vej. Han voldtager mig i alverdens stillinger, jeg er tavs og gør bare hvad jeg får besked på. Jeg er langt hjemmefra, og bliver nødt til at vente til bussen går næste morgen, så jeg ligger der og prøver at overbevise mig selv om, at jeg også havde lyst til at have sex med ham, for hvis jeg ikke på en måde kan fortrænge det og ændre på historien, vil det smadre mig. Og jeg havde jo også givet ham lov til sidst, så jeg havde især dengang, men også stadig nu svært ved at acceptere, at han skulle have stoppe første gang jeg sagde “nej” og at jeg ikke giver samtykke til sidst, men overgiver mig. Jeg husker en tomhed da jeg endelig kommer afsted. Jeg føler mig forandret, men mest af alt føler jeg mig værdiløs, jeg var en krop han kunne bolle, jeg var kun en krop, hvis ord ikke betød noget. Til mine veninder fortalte jeg, at jeg nu havde haft sex for første gang, sagde, at jeg synes det var sjovt, jeg kunne ikke være et offer, hvad ville folk ikke sige om mig? Jeg har hele tiden vidst der var noget helt galt, først nu kan jeg sige det højt, og jeg har stadig meget svært ved at tro, at nogen mænd vil mig det godt. Det blev måske til en lang og indviklet smøre, men måske nogen kan relatere, og finde styrke i ikke at være alene om deres traumer.

Jeg Husker

Jeg husker skam alle detajlerne fra dengang min storebror voldtog og misbrugte mig seksuelt gennem ét år.. Jeg var blot 11 år gammel. Bevares, det tog nogle år før jeg med de rette ord forstod hvad der var sket. Jeg ønskede at glemme, brugte hash i lange perioder, så alkohol. Men jeg husker alt! Var 21 da min familie lærte sandheden, og har arbejdet ihærdigt med en psykolog på at komme over det, men huske det, det vil jeg altid gøre! Selv når hjernen “(1)emmer, husker kroppen dufte, lyde osv og reagerer.

Jeg Husker

Jeg husker dengang jeg var 16 år gammel og ventede på at mine forældre skulle hente mig efter en sportsfest. Jeg stod og kiggede ud af et stort vinduesparti, mens en masse mennesker strøg forbi. En mand midt i 50’erne stillede sig ved siden af mig og stak en hånd op under min kjole og rørte ved mine baller og gled hånden frem til min skede. Jeg frøs. Jeg kunne ikke skrige. Jeg kunne ikke bevæge mig. Jeg kunne intet. Han sagde ikke et ord mens han forgreb sig på mig. Jeg fortalte det ikke til mine forældre. Jeg skammede mig og troede det var min egen skyld. Da jeg kom hjem græd jeg mig selv i søvn og følte mig forkert og alene. Det er 12 år siden og jeg får stadig ondt i maven af at tænke på det.

Jeg Husker

Jeg blev voldtaget af min ungdomskæreste. Der gik lang tid, ja flere år, før det gik op for mig at det var et overgreb. Man kan jo ikke blive voldtaget af sin kæreste, vel? Men det gjorde han den eftermiddag. Jeg sagde stop og Nej flere gange. Han sagde JO. Han holdt mig nede ved at holde fast om mine håndled og fuldførte overgrebet, alt imens jeg blev fuldstændig lammet. Jeg var helt stille, mens tårerne trillede ned af kinderne på mig, og jeg lå og ventede på at han blev færdig. Det var gråvejr den dag, og jeg kan genkalde mig hvordan lyset var i værelset, mens jeg lå og tænkte, at det jo var min egen skyld at han brugte magt. Vi havde jo heller ikke noget samliv. Jeg havde jo heller aldrig lyst til ham. Jeg havde jo også været ham utro. Man skal jo nok bare finde sig i det. Man er jo også en dårlig kæreste hvis man siger nej. Det var jo også selvforskyldt, at han var så vred på mig.. Bagefter kastede jeg op, og vaskede mig selv i timevis, og skrubbede mig selv til blods med en neglebørste for at få det beskidte væk, imens jeg græd. Vi talte aldrig om det, og jeg tvivler på, at det overhovedet har sat spor i ham. Men jeg husker hver detalje. Hans lugt, hans stemme. Min tankeprocess og alle følelser jeg gik igennem. Også selvom det er næsten 10 år siden. #jeghusker

Jeg Husker

#JegHusker Jeg husker klart og tydeligt ca 13 år gammel, hvor jeg var i Bellahøjbadet en sommerdag. Der var ikke mange mennesker og jeg lå lidt for mig selv bag en af hækkene. En ældre mand lagde sig tæt ved og sagde jeg skulle have solcreme på. Jeg turde ikke sige nej. Han smurte mig ind og stak også en hånd ned i min bikinitrusse og berørte mine kønsdele, der er stykke tid. Jeg blev bange og forskrækket men min krop reagerede også med et sug af noget seksuelt. Jeg følte min krop forrådte mig med den ulækre gamle mand. Han ville have mig med hjem. Jeg var bange og fulgte ham hen til omklædningen. Der blev jeg siddende i damernes omklædningsrum i det som føltes som uendelig lang tid. Jeg var så bange for at han stod derude. Men da stedet lukkede og jeg måtte gå ud, var han heldigvis væk. Jeg husker manden som i den tætpakkede bus pressede og gnubbede sin hånd mod mit skød og jeg ikke kunne flytte mig før nogle gik ud ved næste stop og jeg pressede mig med ud fyldt med ubehag og bange hjerte. Jeg husker flere mænd som tog mig på brysterne uden at jeg havde snakket eller eller overhovedet bemærket dem. Jeg husker den chef, som på hotellet, hvor vi boede, pressede på for at få massage og sex og da jeg sagde nej, næste dag var fyret. Jeg glemmer ikke, hvordan dette har kostet mig mange års terapi og et i mange år et forkvaklet forhold til sex og problemer med at have et godt forhold til mænd. Jeg har det godt i dag men det har været en meget lang rejse

O

For 5 år siden blev jeg voldtaget. Jeg var pisse fuld til en fest, går en tur med en af mine venner, som lægger op til at vi skal have sex – jeg siger mange gange nej, han var kun en ven, og jeg havde ikke lyst. Jeg har et Black out, og det næste jeg husker er, at han er oppe i mig midt på en mark, det gør ondt og der er ikke nogen i nærheden. Jeg siger stop og at jeg ikke vil mere. På vejen tilbage siger han “jeg nåede ikke engang at komme”. Har kun fortalt det til de helt nærmeste, af frygt for svar som, du var jo fuld? Du kan ikke huske om du til sidst sagde ja? Den dag i dag væmmes jeg stadig bare nogen nævner hans fornavn.

Kvinde, 30 år

Jeg har været udsat for overgreb, af to forskellige mænd i mit liv. Selvom det er henholdvis 14 og 12 år siden, så kommer der stadig en klam følelse frem, når jeg skal fortælle om det. Den første var en eks-kæreste, faktisk havde han været min første kæreste og min første sex-partner. Han var mit venindes storebror, så vi havde en naturlig kontakt efter vi slog op. Første gang vi var sammen var jeg 13 og han 16/17 år, hvilket kan være en stor forskel i den alder. En dag, et par år senere, skulle jeg besøge min veninde, og sove hos hende. Men da hun pludselig skulle have hendes kæreste til at sove, blev det foreslået, at jeg bare kunne sove hos hendes bror – det havde jeg jo gjort før. For ham betød det tydeligvis en invitation, som han aldrig fik. Han låste døren, og ingen i huset gjorde noget, selvom de må have hørt mine protester. Jeg kan huske, at jeg græd, og da han var færdig, samlede jeg mine ting, tog tøj på og løb ud og nåede heldigvis den sidste bus hjem. Da jeg kom hjem, til en tom lejlighed, fik jeg trusselsbeskeder på mobilen: hvis jeg nogensinde sagde det til nogen, så ville min mor finde hendes datter på intensiv. Jeg sagde det ikke til nogen, ikke før senere. Men jeg udviklede et voldsomt stofmisbrug, og brugte det meste af min 10. klasse, med næsen i en pose. Var jeg ikke kommet i misbrugsbehandling, så var jeg nok død af det. Den anden der udsatte mig for overgreb, var min kæreste da jeg fyldte 18, han var 25. I starten havde vi en, set i bagklogskabens lys, lyserød og uvirkelig rosenrød forelskelse. Han kaldte mig sin ‘esse, kort fra prinsesse. På min 18 års fødselsdag opdagede jeg for første gang, at der var noget galt under overfladen. Min veninde og jeg var i byen for første gang, for at få gratis champagne og danse og more os. I løbet af aftenen mødte vi min kærestes bedste kammerat, som fortalte, at han holdte øje med os og skulle berette tilbage til “ham”. Da han kom hjem fra sin rejse, havde han en gave med, en meget dyr gave – og han forventede en belønning for denne gave, sex. Jeg havde ikke lyst, og det var den første aften han udøvede tydelig psykisk vold og afreagerede ved at kaste med glas og bagefter lade som om jeg ikke var i lokalet. Han fik mig til at tigge om hans tilgivelse. Jeg forstår det stadig ikke når jeg tænker tilbage. Men han havde en magt over mig. Herefter gik det stærkt ned af bakke, han styrede klart vores hverdag fra det øjeblik; når min familie bankede på døren for at besøge os, stod han bag døren og bød mig at sende dem hjem. De måtte ikke komme ind. Når jeg tog opvasken og måske sang med eller fløjtede, fortalte han mig hvor forfærdeligt det lød, og at jeg aldrig måtte synge eller fløjte i hans nærvær. Han fortalt mig hvad jeg skulle have på af tøj og hvornår vi skulle hvad. En dag skrev en gammel kammerat en besked “hej søde, hvordan går det?” – han så beskeden og mistede besindelsen -den dag lærte jeg at føje ham, og “gav” ham sex, selvom jeg ikke havde lyst. Det var simpelthen nemmere at give ham det han ville have, end det var at skulle holde det lyn og torden ud, der ville komme i stedet. Det var et hårdt halvt år, og jeg tabte mig meget. En dag havde jeg aller nådigst fået lov at besøge min søster, hende og hendes kæreste kendte han. Men da hun så mig, brugte hun det næste døgn på at få mig til at fortælle sandheden om vores liv sammen. Det gjorde jeg ikke. Men hun skrev en besked til ham, “fra mig”, om at vi skulle tale sammen. Til det reagerede han heldigvis med et “Din kælling, jeg ved godt hvad du vil. Fuck det, du har to timer til at hente dine ting, resten vil blive brændt på bålet”. Så vi kørte til vores hjem, 3 mennesker, og støvsugede det for spor af mig. Billeder på pc’en, tøj, sedler – alt. Jeg har aldrig mødt ham siden. Hverken i virkeligheden eller online. Jeg håber han har mødt sit endeligt et sted, så han ikke kan gøre andre fortræd. Jeg kan godt undre mig over de venner han havde, voksne mennesker – som så mig svinde ind, som ikke gjorde noget. Hvordan kunne de leve med sig selv? Idag er jeg stoffri, har været det i 9 år, og kommer aldrig tilbage til det. Jeg havde en god kæreste bagefter, der er en stor del af grunden til, at jeg idag overhovedet kan have sex. Men efter ham, har jeg nu været single i 8 år. Jeg ved ikke om det hænger sammen, eller om det er et tilfælde. Jeg kan sjældent nyde sex, det kræver utrolig meget tillid – og så langt når jeg sjældent med nogen. Men jeg lever med en frygt for at møde en psykopat, en som måske aldrig slipper mig igen. Så er det nemmere at være sig selv. Jeg tror dette er første gang jeg har skrevet det ned. Det er svært at forklare det, at sætte ord på alle de oplevelser, som jeg har brugt et årti på at ligge bag mig.

Jeg Husker

Jeg husker at være 13 år og se en film sammen med min søster’s 19-20 årige ekskæreste. Hvordan han rørte ved mig og jeg ikke turde sige nej. Hvordan det føltes da han tog mit tøj af. Hvordan han lugtede da han lå tungt ovenpå mig. Hvordan han grinte og sendte mig hjem da han havde fået hvad han ville. Jeg husker at være 16 og overnatte hos en ven efter en fest. Hvordan han lugtede af sved og hans runge var ru da han tvang den ind i munden på mig. Hvordan han tyssede på mig mens han holdte mig ned og dunkede ind i mig. Hvordan han truede mig da han hørte jeg havde fortalt det til en fælles ven. Jeg husker at være 17 og bo sammen med en kæreste der var voldelig. Hvordan han vil komme ind i badet til mig og presse mig imod den våde væg mens han gjorde hvad han ville. Hvordan jeg vågnede om natten og ikke havde bukser på mere, men sæd på låret. Hvordan jeg bad ham stoppe, men han ikke gjorde det. Hvordan han sagde at jeg løj da jeg i starten af forholdet fortalte om de andre voldtægter. Jeg husker hvordan jeg altid kommer til at græde når jeg er til gynækolog fordi det river op i traumerne. Jeg husker hvordan jeg ikke tør være alene med mænd, og hvordan følelsen sidder i kroppen hele tiden. Jeg er næsten 32 nu.

Jeg Husker

Jeg husker desværre også da jeg havde blacket ud til en fest og “vågnede op” til en fyr der sad med fingeren oppe i mig, imens vi kyssede.. Jeg havde slet ikke lyst til at lave noget som helst med ham, men jeg var blevet så fuld, at jeg hverken kunne sige til eller fra, og det udnyttede han… Ej at forglemme, at det var min fætters bedste ven, som tidligere på aftenen havde lagt an på mig og jeg havde klart og tydeligt sagt nej. Da jeg opdagede hvad det var “jeg” havde gang i, fik jeg det ekstremt dårligt og løb ud på badeværelset for at undslippe ham. Desværre var der ikke lås på døren, så han kom ind og nussede mig på ryggen.. “Kom nu vi har det jo bare sjovt… [fætters navn] får det aldrig at vide. Kom nu. Vi hyggede os jo lige”. Jeg kæmpede for at komme væk fra situationen, men det var først da forældrene, til ham der holdte fest, kom hjem, at han lod mig ude af syne længe nok til at jeg kunne ringe til min mor og bede om at blive hentet. Dagen efter skrev han til mig.. Takkede for aftenen før og udtrykte at det var ærgerligt jeg “fik det dårligt”.. Jeg kan ikke helt huske korrespondancen, men jeg ved jeg sagde at jeg ikke rigtig kunne huske noget og jeg spurgte om vi havde haft sex. Hvortil han svarede “Nej så langt nåede vi desværre ikke”. Jeg var kun lige fyldt 16 og han var vidst lige fyldt 18. Egentlig forstod jeg ikke at jeg havde været udsat for et overgreb. Jeg tænkte det var min egen skyld, fordi jeg havde været så fuld.. Jeg havde jo siddet ovenpå ham, mens vi “kyssede”, mens jeg var så fuld at jeg ikke vidste hvad jeg lavede.. Efter vi havde skrevet sammen dagen efter gik jeg i bad, et meget langt bad. Jeg følte mig beskidt selvom jeg ikke havde indset hvad der var sket. Det var som om min krop godt havde forstået hvad der var sket med mig, men min hjerne havde ikke registreret det. Imens jeg stod i badet, begyndte jeg pludselig at kaste op.. Ikke pga tømmermænd, det føltes helt anderledes. Det gik først op for mig at jeg havde været udsat for et overgreb, omkring et år efter da jeg havde siddet sammen med en ven og drukket vin. Jeg havde tidligere på dagen taget nogle stærke smertestillende, så jeg blev hurtigt meget fuld, og pludselig begyndte jeg at fortælle om hændelsen og jeg græd som pisket.. Jeg hulkede og hulkede, jeg kunne slet ikke stoppe igen. Min ven krammede og trøstede mig og sagde “jamen det er jo et overgreb. Du er jo blevet udsat for et overgreb” og først da, forstod jeg, at jeg det var jeg.. Egentlig havde jeg ikke tænkt på hændelsen siden dagen i badet, men den aften, da jeg fik noget at drikke, var det som om min krop bare huskede og min hjerne endelig forstod, at det der var sket, var forkert…