everydaysexism

Efter 7 år i et voldeligt forhold, som gik fra at være psykisk voldeligt, der blev økonomisk voldeligt og mere og mere fysisk voldeligt, endte jeg på et krisecenter i 2016. Flest gange efterfølgende har jeg fået at vide “…. Men du er jo sådan en stærk kvinde. Hvorfor slog du ikke bare igen?!” At være stærk i arbejdssammenhæng eller i sport, betyder ikke at man ikke bliver udsat for vold eller overgreb. Han blev ikke straffet. Selvom der var mange vidner og beviser (og der stadig er beviser, for volden fortsætter efter man flytter fra voldsudøveren), da lovgivningen om psykisk vold ikke var trådt i kraft dengang og fordi jeg ikke havde økonomi eller menneskelige ressourcer til at løfte opgaven selv. At gå fra ham, kostede langt over 350.000kr. Han er hvid ciskønnet mand. Uddannet forsker. Uddanner nu ledere i Danmark. Prisbelønnet. Dygtig. Privat er han en mand der, når han har det skidt, lader det gå ud over andre. Det var mig, hans eks-kærester før mig. Og jeg er da ikke i tvivl om, at hans nuværende hustru også udsættes. I må gerne dele anonymiseret.

Jeg har arbejdet i vuggestue det meste af mit arbejdsliv. Jeg har kollegaer som siger “Du har så mange blå mærker, fordi du er en dreng”. Eller “Ja hun kan godt lige at lege med perler, hun er en rigtig pige”. Jeg påtaler det HVER gang!! “Josefine har også mange blå mærker. Jeg tror ikke det handler om køn, men om at nogen børn godt kan lide at være aktive”. Eller “Altså Jakob kan også rigtig godt lide at lave perleplader, måske er det bare fordi de godt kan lide det, og har ikke noget med deres køn at gøre” Bliver mine kollegaer trætte af mig? Ja. Bliver jeg ved? Ja!! For ord betyder noget og måske kan vi få vores medmennesker til at se et barn, et menneske, før kønnet.

Da vi i sjette klasse skulle have seksualundervisning, blev vi delt op i piger og drenge – det var i 2011-2012. Senere fortalte én af drengene at den mandlige lærer, der havde undervist dem, havde sagt at de bare skulle tage kondomet af uden at pigen lagde mærke til det, fordi det føltes meget bedre… Os piger snakker stadig om det engang i mellem. Det var aldrig noget der blev sagt til andre voksne, fordi det var så tabu.

Min mor gik til lægen gennem flere år på grund af smerter og fik blandt andet en rygoperation, som ikke hjalp. Hun fortsatte med at søge lægehjælp og fik også foretaget undersøgelser i det private, uden at de viste noget. Hun var overbevist om, at hun havde kræft, men hendes læge kiggede hende dybt ind i øjnene og forsikrede hende om, at det havde hun ikke, og at hun overreagerede. Først da min mor nægtede at forlade lægepraksissen, før hun blev undersøgt for æggestokkekræft, blev hun undersøgt nærmere. Det viste sig, at hun havde kræft i stadie 4.

Arbejder på Niels Brock, og gik til rektor med viden om, at en elev var blevet voldtaget af en anden elev sidste år… ingen konsekvenser – kun “bekymringer” for, om man ville tro på ofret, hvis hun nu stod frem… så det blev jeg bedt om ikke at opmuntre hende til… der er en syg kultur på NB.Hun meldte det aldrig. De gik i klasse sammen og blev studenter i sommer. Underviste hende i 1.g. Hun kom til mig et par måneder inde i 2.g, hvor hun havde gået alene med det i nogle måneder.

Jeg var 14 år, første gang jeg blev udsat for SA. Jeg var i 20’erne, da jeg fandt ud af, hvad der egentlig skete. Jeg troede, at jeg selv var skyld i det. At jeg bare skulle have sagt nej noget før. At jeg havde signaleret noget forkert. ​Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet råbt efter på gaden. Hvor mange biler der er stoppet op ved siden af mig, når jeg har gået en tur. Hvor mange der har forsøgt at kysse mig i byen uden mit samtykke. Og hvor mange der har kommenteret på min krop, når jeg bare har eksisteret. Det startede, da jeg blev teenager. Og det er ikke stoppet. ​Jeg tør ikke gå alene om aftenen. Jeg er altid klar til at løbe. Jeg ringer min mand op, hvis jeg går mod en gruppe mænd. Jeg tager mit headset ud, så jeg er klar til at flygte, hvis det er nødvendigt. ​Not all men, men nok. Vi ved ikke, hvem der vil gøre os ondt.

Jeg, K37, er stadig ikke kommet mig over, at jeg som ca. 10-årig brændende ønskede mig en fjernstyret bil. Jeg fik ikke nogen, men det gjorde min lillebror til gengæld. Han havde ikke ønsket sig en, men jeg fik alligevel aldrig lov at låne den.

Kønnede gaver: Min mor giver min datter kjoler og lyserøde bamser, hvor min søsters søn får bøger og Lego – selvom min datter elsker bøger, og det faktisk endda var hendes første rigtige ord 😩😩 Det samme gælder på mit barns fars side af familien: I et års (ja, ÉT ÅR) fødselsdagsgave fik vores datter en stråhat og en crossbody taske af farmor, hvor hun giver Lego og legetøjsdyr (dem der af hård plastik, I ved) til hendes drenge børnebørn på samme alder 🥲🥲🥲🥲

Hver gang jeg køber gave i bog og ide, spørger de hvilket køn gaven er til, ift gavepapir.. hver gang siger jeg højlydt at det er ligegyldigt om det er blåt eller rødt gavepapir.. men beder dem altid pakke pigernes ind i blåt og om omvendt.. folk går seriøst op i de forkerte ting🙄🙄

Min far overfaldte mig fysisk og verbalt for nogle år siden hvor jeg efterfølgende gik til lægen for at dokumentere i tilfælde af at jeg ville melde det til politiet. Den mandlige læge havde været min læge siden jeg var lille og indtil jeg flyttede, og var stadig min mors læge. Jeg havde min mor med og vi forklarede ham hvad der var sket og viste de fysiske mærker han havde efterladt. Hans eneste kommentar var seriøst “Du skal bruge din kvindelist på ham” 😮 Min mor og jeg var komplet målløse og som 20-årig var jeg fuldkommen paf over både at høre ordet kvindelist, men specielt i sådan en situation og så i forbindelse med ens far. Lægen kendte godt til historikken med min far, som havde udvist voldelige tendenser og udbrud igennem min brors og min opvækst, og havde endda også været hans læge i en årrække, så det kom bestemt ikke ud af det blå. Min mor gik hjem og skiftede læge med det samme og jeg priste mig lykkelig for ikke at være i hans praksis længere