Jeg var 14 år, første gang jeg blev udsat for SA. Jeg var i 20’erne, da jeg fandt ud af, hvad der egentlig skete. Jeg troede, at jeg selv var skyld i det. At jeg bare skulle have sagt nej noget før. At jeg havde signaleret noget forkert.
Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet råbt efter på gaden. Hvor mange biler der er stoppet op ved siden af mig, når jeg har gået en tur. Hvor mange der har forsøgt at kysse mig i byen uden mit samtykke. Og hvor mange der har kommenteret på min krop, når jeg bare har eksisteret. Det startede, da jeg blev teenager. Og det er ikke stoppet.
Jeg tør ikke gå alene om aftenen. Jeg er altid klar til at løbe. Jeg ringer min mand op, hvis jeg går mod en gruppe mænd. Jeg tager mit headset ud, så jeg er klar til at flygte, hvis det er nødvendigt.
Not all men, men nok. Vi ved ikke, hvem der vil gøre os ondt.
