19 år
Jeg arbejdede hårdt og mange timer på en cafe, jeg manglede pengene for at få min nye tilværelse som udeboende til at hænge sammen.
Jeg blev tilbudt en åbne vagt dagen efter en sen lukke vagt. Så der var ca. 8 timer fra jeg fik fri, til jeg skulle møde igen.
En gammel bekendt fra min gamle by boede på samme gade som caféen lå.
Vi havde længe snakket om at mødes, nu hvor jeg også var flyttet til Århus. Så vi aftalte at jeg kunne sove hos ham, så jeg kunne tage vagten, og vi lige kunne hænge lidt ud.
Mit eget hjem lå en times tid væk med bussen. Så det var en rigtig dejlig tjeneste at han ville hjælpe mig.
Jeg mødtes med ham ved 02 tiden.. vi drak et par øl og snakkede om gamle dage. Det var hyggeligt. Jeg sagde jeg hellere måtte få sovet snart, og sagde bare for en sikkerhedsskyld, at jeg bare gerne ville sove. Jeg lagde mig med en t-shirt og underbukser på yderst i sengen, så vi ikke rørte ved hinanden. Jeg havde svært ved at falde i søvn fordi jeg havde arbejdet meget og var overtræt.
Men prøvede at hvile mig. Jeg faldt hen i et vågen/drømme stadie. Og kunne pludselig mærke hans hånd på min mave. Jeg frøs og blev lammet. Kunne ikke rumme situationen. Helt forvirret over at han slet ikke var min ven så? Eller var han? Havde jeg alligevel ikke været tydelig nok? Hvorfor rørte han overhovedet ved mig? Hvorfor rørte han mere ved mig når jeg ikke deltog? Han ragede videre op ad mod mine bryster. Og maste dem med hans hænder. Jeg stirrede på uret. For udmattet til ar rejse mig op. Og bange for konfrontationen, jeg ville gerne have at han var min ven. Det troede jeg at han var. Hvis jeg sagde nej nu. Så kunne jeg ikke bilde mig det ind længere. Og konfrontationen, jeg synes det var synd for ham, tænkte på hvor pinligt det måtte være for ham. Jeg ville ikke skade hans manddomsfølelse ved at ydmyge ham. Sådanne tanker føg igennem hovedet på mig hurtigere end jeg kunne nå at tælle dem. Tankerne handlede meget om ham, hvordan han havde det, Ingen af dem handlede om at jeg selv skulle have det godt. Jeg lå stadig stiv som et bræt med ryggen til ham. Han bevægede sig ned mod mit underliv, og lige da han nåede til min hårgrænse, fik jeg mod nok til at puffe hans hånd væk.
Jeg vendte mig om og så hans lyserøde stive pik. Han gnubbede den med sin anden hånd.
Han tog sin hånd hen mod min krop igen. Og jeg puffede den væk igen og igen. Jeg kan ikke huske om jeg sagde ordet Nej, men jeg skubbede ham væk fra min krop, over på hans egen del af sengen.
Da klokken blev nok til at busserne kørte igen stod jeg op, og gik hjem. Jeg meldte mig syg til den morgenåbning jeg ville ha taget. Sad derhjemme og grublede, græd og kunne ikke forstå hvad der var sket. Kunne bare føle at jeg havde det forfærdeligt. I tvivl om jeg havde gjort noget forkert? Eller hvad.. jeg var i chok over at han overhovedet kunne finde på at opføre sig sådan.
Jeg kom i tanke om at en kæreste han engang havde, som også var min veninde. Engang kort havde hun nævnt at det godt kunne være ubehageligt for hende at have sex med ham nogen gange. Jeg havde ikke taget det særlig alvorligt, og hun talte heller ikke mere om det. End bare en enkelt sætning, i forbifarten. Jeg kom nu til at tænke på hende, og forstod meget bedre hvad det var hun havde sagt. Med tanken om hende, sammen med min egen ubehagelige følelse over hvad han havde gjort. Ringede jeg til ham om eftermiddagen, og skældte ham ud i over en halv time. Jeg husker ikke helt hvordan han tog det. Men jeg tror først han var lidt afvisende, og til sidst en smule beklagende.
Jeg så ham ikke igen. Før jeg nogle år senere tilfældigvis mødte ham på en bar i København. Det var sent på natten og jeg var fuld, og alle de ubehagelige følelser jeg havde glemt vældede op i mig igen. Jeg blev vred fordi han sad og hyggede sig sammen med en flok, og så meget vellidt ud. Jeg gik hen og begyndte at fortælle hans venner hvad for en fyr de sad og hang ud med.
Drengene var meget beskyttende overfor ham, og de modsagde alt. Og påstod at sådan en fyr var deres ven altså slet ikke. Og hvad var der egentlig også lige galt med mig. Kunne jeg ikke bare skride og lade dem hygge sig. Hvad bildte jeg mig ind og komme og fortælle sådan en løgne historie, om deres ven der altid var så rar.
Det var svært at lade dem hygge sig, når deres ven havde forårsaget så meget smerte og ubehag for mig. Jeg gik til sidst, for de påførte mig i stedet bare mere smerte, ved endnu engang at udsætte mig for respektløshed. I stedet for den forløsning og retfærdighed jeg havde brug for.
Mange år senere omkring 7 år senere, støder jeg igen på ham, på en bar i Århus. Jeg er fuld og i godt selskab, og havde glemt alt om episoden efter min cafe vagt. Men hans tilstedeværelse mindede mig om det hele.
Jeg ignorerede ham først. Orkede ikke gå igennem alle de følelser igen. Og jeg ville bare gerne nyde det gode selskab jeg var i, og ikke gå tilbage til fortiden.
Efter lidt tid kom han hen til mig og bad om at snakke med mig. Jeg indvilgede.
Denne gang var han imødekommende, og beklagende meget brødebetynget. Han var ked af hvad han havde gjort. Og skammede sig meget. Også over den måde han havde behandlet mig bagefter. Han sagde han var blevet klogere og mere moden.
Og han kunne godt forstå at jeg havde forsøgt at ydmyge ham foran hans venner den aften i København. Men han følte sig tvunget til at lade som om hvad jeg sagde var løgn, for at hans venner ikke skulle synes dårligt om ham.
Det var en god snak for mig. Og jeg følte en god forløsning på noget af den knugende fornemmelse jeg pludselig igen kunne mærke jeg havde båret rundt på.
9 år efter episoden mødte jeg ham igen tilfældigt i en seven eleven.
Jeg hilste afmålt og med minimum af interesse. For jeg var ikke interesseret i at snakke med ham. Igen mindede hans tilstedeværelse mig om den ubehagelig oplevelse jeg havde glemt fandt sted.
Han var i kiosken med nogle kammerater, og min veninde og jeg small talkede lidt høfligt for gamle dages skyld. Han gik. Og jeg købte de ting jeg skulle have. Han kom tilbage ind i butikken alene. Og begyndte at snakke om hvor ked af det han var. Og at han aldrig ville gøre mig ondt. At det virkelig ikke var fordi han ville gøre mig ondt. Han blev ved med at ville røre ved min arm og helst give mig kram. Jeg gav ham et lille kram af høflighedsskyld. Han blev ved med at ville røre mig, imens han sagde undskyld igen og igen. Jeg havde lyst til at sige det ikke gjorde noget. At han var tilgivet. At det hele var lige meget. Fordi det ville være nemmest, også ville han måske ha holdt op med at fortsætte samtalen.
Men jeg bed mig i stedet i læben, for han er ikke tilgivet. Og det var ikke i orden det han gjorde.
Han tog noget af min uskyldige tillid den nat, og han snød sig til at røre ved min krop uden at få lov af mig.
Han blev ved med at ville holde mig i hånden, selvom jeg fysisk ikke gav tegn til at det var noget jeg ønskede mig.
Jeg fortalt ham at det han gjorde, gjorde mig ondt. At det virkelig var ubehageligt. Men også at jeg ikke ville snakke med ham mere.
Han sagde han var blevet klogere nu, og forstod meget bedre at behandle andre mennesker godt. Han blev ved med at ville røre ved mig og give mig kram. Selvom jeg havde sagt jeg ikke havde lyst til at røre ved ham, eller kramme igen tidligere i samtalen.
Men han blev ved med at ville røre ved mig derinde i seven eleven. Blind for mine behov stadigvæk.
Selvom han sagde undskyld. Handlede det stadig kun om ham.
Han ville have tilgivelse. Han ville holde op med at føle sig som den klamme stodder han opførte sig som. Jeg kan ikke stoppe ham i at være som han er, var min konklusion. Og det er ikke min skyld eller mit problem længere, at han opfører sig dårligt.
Han skrev et brev, jeg svarede ikke.

























