Sanne

Vi sidder i en togvogn (familiesektionen). Vores lille datter på 16 måneder er træt og begynder at græde. Hun kommer op at sidde hos far, der trøster. Det hjælper dog ikke helt, når man ganske vist er træt, men alligevel ikke har lyst til at sove, når det jo er spændende at køre i tog. Pludselig stikker en ældre dame hovedet frem:
“Så tag dog dit barn”, siger hun til mig.
“Hun sidder hos sin far”, siger jeg forvirret.
“Jamen, det barn har brug for sin mor”, insisterer damen. “Kan du ikke se, hendes øjne er helt blanke”.
“Ved du hvad, dette her er en familievogn. Du må finde dig i at her er larm. Hun sidder fint hos sin far – hun har det akkurat lige så godt hos ham”, siger jeg.
Damen går hovedrystende væk.

Bagefter er jeg vred – over at en fremmed tror, at hun ved mere om hvad mit barn har brug for end hendes forældre. Men også på grund af antagelsen om, at mit barn ikke er lige så knyttet til sin far som til mig. Det er hun. Hendes far har været på barsel med hende. Han står op om natten med hende. Han giver hende mad, han putter hende, og han trøster, når hun er ked af det. Ligesom jeg.
Hvis ikke min mand havde været villig til alt det, var jeg aldrig gået med til at få barn med ham. Jeg kunne ikke være gået alene med et spædbarn i mange måneder. Sådan fungerer jeg ikke. Det er der nogen kvinder der gør, og det er fint for dem – men det betyder ikke, at min måde er forkert, den er bare anderledes. Jeg er ikke en værre mor end alle mulige andre. Jeg er bare en mor, der gør tingene sådan som de virker for mig og for min mand. Andre menneskers forventninger skal ikke have lov at styre vores livsvalg.