Liberal Alliances ligestillingsordfører vil gerne have afskaffet måltal for kvinder og ønsker ikke at hjælpe kvinder ind i bestyrelser etc, idet hun anfører, at hun har fuld tillid til, at kvinder kan selv. Hun mener ligeledes, at grunden til at ikke flere kvinder søger chefstillinger simpelthen er, fordi de/vi prioriterer anderledes, idet der i dag ingen hindringer er for kvinder i at opnå lige præcis det, de vil. Minder påfaldende meget om Anne Sophia Hermansens argumentation for, at vi ikke bliver dummere af, at 70% af de eksperter, som bliver brugt af medierne er mænd, for som hun siger, vil kvinder kun udtale sig, hvis de føler sig helt på hjemmebane, hvor man kan tale med mandlige eksperter om en hel vifte af emner, og de altid stiller op, når f.eks. ASH skal bruge en ekspert i tv-studiet. Begge kvinder benytter sig af den meget benyttede argumentationsform, som består i, at man nøjes med at observere for dernæst konkludere og helt springer den vigtige analyse over. Og jeg spørger så: Kunne det tænkes, at der kulturelt eksisterer strukturer, tankegange, normer og vanemønstre, som holder kvinder tilbage fra at søge chefstillinger, bestyrelsesposter og/eller med ekspertmine at udtale sig bredt og vidtfavnende om alt mellem himmel og jord. Og har jeg ikke ret, når jeg postulerer, at kvinder over en kam er udsat for langt mere kritik fra mænds side end det modsatte. Tænk bare på den massive kritik af 12-tals pigerne, som jo tydeligt beviser, at dygtige, fremadstræbende kvinder får den mandlige kritik at føle. Undersøgelser viser da også, at kvinder er oppe imod et massivt maskulint hieraki, og det er derfor fuldt forståeligt, hvis mange ellers fagligt kompetente kvinder i dag holder sig tilbage. Synd fordi kvinder i chefstolen har vist sig at forbedre bundlinien. Sorry, men at påstå at kvinder bare skal tage sig sammen er både overfladisk og dumt.

























