Rikke

Facebook-opslag fra 22. april:
Jeg kan ikke lade være med at tænke på den dér dom fra Roskilde. Den gør mig så helt utrolig harm. Af flere årsager. Jeg datede engang en fyr, der blev ved med at foreslå seksuelle ting, der ville overskride mine grænser. Han kom med de samme forslag om og om, og jeg blev ved med at sige nej. Vi gjorde aldrig noget, der overskred mine grænser, men en dag orkede jeg ikke længere alt det nej-sigen, så jeg sagde de berømte ord ”jeg synes ikke længere vi skal ses”. Han trak på skulderen. ”Jeg har alligevel også scoret de point på dig, som jeg kan score”, sagde han. ”Point?”, spurgte jeg. Det viste sig, at ham og hans venner havde et system, hvor forskellige seksuelle positioner og ”ydelser” gav en række point. Derfor alle hans forslag. Jeg følte mig temmelig ulækker, da jeg fandt ud af det. Og vred.
En anden fyr, en fyr jeg var kærester med, bad mig om at ændre på en bestemt ting på min krop. Om og om igen. ”Jeg går ikke ned på dig, hvis ikke du barberer dig”. Han gik ikke ned på mig og jeg gik til sidst fra ham (af flere årsager). Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har bedt en fyr overskride sine grænser eller ændre på sin krop for min skyld. Min pointe med det her?
Vi er så vant til de her ting. Det er normen. Det slås hen som drengestreger, eller lummersnak med fyrene for ”sådan er drenge bare”. Vi er vant til ”drengestreger” og ”tøhø-kommentarer”. Så meget, at man bliver i tvivl om, hvorvidt man er sippet eller får det sådan lidt ”nå, ja, men så prøver vi da bare det, fordi det er nok det, man gør” og så bliver det, det man gør. Og i sidste ende bliver alle grænser flydende.
Der er virkelig stadig langt hen til det punkt, hvor vi lærer, at alle har forskelige grænser, og forskellige præferencer for, hvordan de har lyst til at se ud forneden og foroven og alle mulige andre steder og, at de grænser skal respekteres. Vi har et retssystem, der også anser det som en slags drengestreger og en fuldemandsfejl, at tre fyre i fuld tilstand voldtager en bevidstløs pige, fordi det er hendes ansvar at sige nej uanset, hvor lidt hun er i stand til at sige noget som helst. At det er ens eget og kun ens eget ansvar at passe på sig selv, selvom man er omtumlet, mangler insulin, eller er bevidstløs.
Hvorfor har vi ikke ansvar for hinanden? Kan det virkelig passe, at man skal have en slags seddel rundt om halsen, hvor der står: ”Hvis du finder mig bevidstløs eller nær derved, så hjælp mig. Lad være med at kneppe mig, tage mine ting ol. Er åbenbart nødvendigt at sige.”, som @larsaliciously skrev på Twitter for nylig? Jeg siger ikke, at det er mændenes skyld, at alle mænd er ens, eller, at der ikke findes kvinder, der taler lige så dårligt om deres sexpartnere. Jeg prøver på at sige, at der er noget, der er skævt. At vi har en kultur, der skal ændres. At vi skal ændre måden at tale om hinanden på. At tale om sex på. En voldtægt skal ikke kunne slås hen som drengestreger eller noget, man kom til at gøre, fordi man var fuld. Der er ikke noget i vejen med sex eller med at have meget af det, men der er noget i vejen med, at det fx er normen, at man som de tre fyre i bussen, jeg for nylig overhørte, kan sidde og tale højlydt om at knalde én, der er for fuld til at fatte det, uden nogen griber ind. Og, at retten viser sig at være på drengenes side. Havde min bustur fundet sted efter retten i Roskildes afgørelse, havde jeg ikke sagt noget til dem. For så havde fyren haft en officiel tilladelse til, det han gjorde og jeg havde ikke haft noget argument. Jeg følte faktisk oprigtigt, at han tog mine ord ind og gik hjem og tænkte over det. Hvis han har fulgt med i medierne de sidste par dage, så er jeg nu bare blevet til den sippede dame i bussen, der er hul i hovedet. Vi har en lov og en kultur, der skal ændres! Og det er vores fælles ansvar at gøre det.