Da jeg tog min ungdomsuddannelse, gik jeg i en klasse med mange fyre der desuden havde et stærkt sammenhold og var meget underholdende. Det var ikke unormalt at vi kvinder blev kaldt for ludere, og hvis vi havde scoret i byen i weekenden, blev vi fremstillet som “billige”. Det forventedes af os at vi skulle grine ad det – og det gjorde jeg. Jeg var 16 år, og kunne se at de piger der sagde fra, blev set som snerpede og blev frosset ude – det turde jeg ikke risikere mit sociale liv på. Ikke at det overhovedet var en overvejelse, for at være ærlig.
Efter eksaminerne på 2. år, fik jeg og en af ovennævnte fyre som de eneste topkarakter i et af de fag, der typisk ses som et “drengefag”.
Ingen satte spørgsmålstegn ved fyrens karakter (den var naturligvis berettiget), men jeg skulle det efterfølgende år konstant høre på, hvordan jeg nødvendigvis måtte have uddelt seksuelle ydelser til lærerne (særligt læreren i dette fag) for at opnå så høje karakterer.
Jeg grinede med og forsøgte kun spagt at argumentere med, at jeg jo faktisk er ret dygtig boglig. Indeni var den stolthed jeg følte, da jeg fik karakteren, blevet forvandlet til skam. Det havde jo været meget bedre hvis jeg bare havde fået en middelkarakter, som alle de andre piger?
I løbet af mit 3. år på ungdomsuddannelsen blev jeg venner med nogle stærke, ældre piger. De lærte mig at man godt må sige fra – at man ikke er snerpet fordi man har grænser og holdninger, og at man ikke skal finde sig i at blive devalueret for at passe ind i nogle få menneskers forældede syn på verden.
Mødet med disse fantastiske kvinder ændrede mit liv – jeg skylder dem en stor tak. I dag arbejder jeg professionelt med ligestilling, og jeg tager gerne kampe både privat og professionelt for at komme forskelbehandlingen til livs.

























