B

Da jeg som jomfru en nat vågnede op ved, at min daværende kæreste havde stukket pikken op i mig og var i gang med at have sex med mig, vidste jeg ikke, hvad i alverden jeg skulle tænke, gøre eller føle. Jeg var tom indeni, knust og såret et langt stykke tid efter, og i dag – mange år senere- plages jeg stadig af traumerne over at have haft en så mildest talt uheldig start på mit sexliv.

I dag kalder vi hans gerning voldtægt. Dengang og indtil for nogle år siden kaldte man det noget så latterligt som tilsnigelse til samleje, hvis man havde sex med en sovende person eller en person ude af stand til at forsvare sig selv; en paragraf som resulterede i en dom på mellem fire og otte måneders fængsel. Men jeg meldte det ikke. Jeg vidste nemlig ikke, at det var hverken forkert eller ulovligt. Men jeg blev ved med at være påvirket af det, og nogle måneder efter fortalte jeg ham, at det havde føltes som voldtægt. Han begyndte at græde. Det havde jo aldrig været hans mening at gøre mig ondt. Han vidste heller ikke, at han havde gjort noget forkert. Det er naturligvis ingen undskyldning!
Seks år senere var jeg i et nyt forhold fortsat plaget af manglende lyst til og et meget anstrengt og angstpræget forhold til sex, så -primært for min daværende partners skyld- begyndte jeg at gå til psykolog for at blive ”fixet” -gjort normal hvad det så end vil sige. Det var først, da jeg fortalte psykologen om natten, hvor jeg mistede min mødom, at jeg fik et ord for, hvad jeg havde været udsat for: voldtægt. Til at starte med var jeg forfærdet over nu at måtte definere mig selv som voldtægtsoffer. Senere blev det en lettelse endelig at forstå, at jeg faktisk var i min fulde ret til så længe at have følt mig beskidt og forkrøblet seksuelt.
Terapien hjalp en lille smule, men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg nogensinde vil kunne have en sund seksualitet eller et lykkeligt kærlighedsforhold. De to længerevarende forhold, jeg har haft efterfølgende, har været præget af manglende lyst og anspændthed. Efterhånden er jeg ude af stand til at have sex med en mand, jeg har følelser for. Mit sexliv består af utilfredsstillende engangsknald med mænd, jeg efterfølgende mere eller mindre foragter, og jeg er stort set altid fuld, når det sker og mister ofte lysten under samlejet uden at kunne ikke finde ud af at stoppe det. Så jeg lader ham blive færdig og bider det i mig.
Min ekskæreste er langt fra den eneste mand, der har krænket mig. Faktisk har jeg ikke tal på, hvor mange gange det er sket, og jeg er altså ikke håbløs til hovedregning. De har ødelagt mig, og jeg kan ikke forestille mig, at jeg kan ikke repareres.

Det er min historie; i korte træk vel at mærke. Siden den tragiske Roskilde-sag og lignende uretfærdige kendelser jeg grublet en del over både min ekskærestes og min egen opfattelse af situationen. Hvorfor vidste vi ikke, at det var forkert? Hvordan kunne han finde på at voldtage en pige, som han rent faktisk var glad for? Og så endda en jomfru! Uvidenhed er naturligvis ikke en undskyldning, og jeg hader ham. Faktisk hader jeg efterhånden alle mænd, der viser seksuel interesse for mig. Hvordan jeg nåede hertil, er der mange grunde til, men den følgende kan være af dem:

Da jeg gik i folkeskolen fra 1991-2002, blev mine klassekammerater og jeg fra tid til anden plaget med den for børn og teenagere meget akavede seksualvejledning. Vi lærte en masse om det fysiologiske og lidt om de følelsesmæssige aspekter, men vi lærte aldrig noget om egne og andres grænser. Ordet voldtægt blev ikke nævnt med et eneste ord. Mantraet ”et nej er et nej” hørte vi heller aldrig. Ikke engang samtykke eller gensidig lyst blev der talt om. Om det var berøringsangst fra lærerens side, eller at hun simpelthen ikke overvejede konsekvenserne af udeblivende information om emnet, har jeg ingen anelse om, men konsekvenserne var for mit vedkommende katastrofale. Jeg vidste intet om grænser. Kendte ikke engang ordet i psykologisk forstand før længe efter min folkeskoletid. Mindst af alt vidste jeg, at det var okay at have grænser; at sætte grænser.
Nu er jeg vred og forarget over, at så vigtigt et emne aldrig blev nævnt med et ord. Gav det også de andre piger i klassen seksuelle problemer? Havde det betydning for, om drengene kunne finde på at krænke piger seksuelt uden at vide, hvor forkert det var? Og kunne det have sparet mig for nogle af mine traumatiserende oplevelser?

Vi har brug for en indsats langt tidligere! Seksualundervisning er nødt til at inkludere undervisning i seksualmoral og rigtigt og forkert. At 12-årige drenge åbenbart ser hardcore porno, gør det endnu mere presserende, da de herved præsenteres for en vrangforestilling af kvinder som objekter, der er klar til ekstrem sex med et øjebliks varsel og aldrig siger nej. At drenge og mænd kan slippe af sted med voldtægt bare ved at spille dumme og uvidende er jo vanvittigt! Hvis den kommende generation skal have en levende chance for at få et sundt forhold til sex, må vi starte i folkeskolen. Og det skal være obligatorisk. Hvis vi i Danmark indførte uagtsom voldtægt, er jeg sikker på, at vi med tilbagevirkende kraft ville stå med langt flere kriminelle end i dag. Disse kan naturligvis ikke straffes, og det er der ikke noget at gøre ved. Men måske vil risikoen for en dom for uagtsom voldtægt få mænd til en ekstra gang at sikre sig, at kvinden rent faktisk er med på legen. Lige nu er det nærmest konsekvensfrit, da mænd åbenbart vurderes til potentielt at være ligeglade idioter, der er for dumme til at fatte, om en pige er klar eller ej.

Jeg håber inderligt, at noget bliver gjort for at ændre status q, for lige nu er der fandeme noget pilråddent i staten Danmark!