At man i Danmark i forbindelse med voldtægtssager har som præmis, at det skal være bevisligt, at kvinden har sagt tydeligt fra, førend man kan tale om egentlig voldtægt, siger en helt masse om en patriarkalsk kultur, hvor mandens ord vægtes tungere end kvindens. Dels vil det ofte blive påstand mod påstand, hvor empirien viser, at det er mandens ord, der tillægges mere værdi, for som der bliver sagt, vil den pågældende mands liv jo være ødelagt med en dom for voldtægt. At kvindens liv er smadret efter en voldtægt, er tilsyneladende ikke så vigtigt. Jeg postulerer desuden, at vi i vores samfund i det hele taget oplæres til at desavouere og ikke tillægge en kvindes nej særligt stor vægt. Dels hedder det sig, at kvinder af natur er vægelsindede og svære at forstå, og det ene øjeblik mener ja, mens de i det næste moment siger nej. Der findes da også sange, som spiller på denne dualitet som f.eks. “Hendes mund siger nej, men hendes øjne siger ja”, ligesom jeg mange gange har hørt sagt, at kvinder ofte mener ja, selv om de siger nej. Ved således at udvande og bagatellisere en kvindes nej legaliserer hele samfundet mænds tvang overfor kvinder. Jeg personligt har haft flere oplevelser, hvor mit nej er blevet overhørt og en mand har brugt næsten timer på at få mig overtalt til et ja. Dette har jeg egentlig troet var et individuelt problem, og at jeg bare ikke har været god nok til at sige fra, men jeg tror, det er et kollektivt problem, som mange kvinder kan nikke genkendende til. Med andre ord har også denne problematik at gøre med mænds manglende respekt for kvinder og en generel kulturelt betinget konsensus omkring mandens ret til sex, når og hvor han vil have det.

























