Da jeg var midt i tyverne gik jeg med en mand hjem efter en våd aften.
Vi havde flirtet, og jeg var klart interesseret i, at det skulle gå videre end det.
Han var intelligent, flot og det viste sig at han var af adelsfamilie, for hjemme hos ham hang der våbenskjold, og han fortalte med stolthed om sin karriere og familiens penge. Jeg tænkte, at jeg da havde scoret usædvanlig godt…
Efter lidt tid havnede vi i hans soveværelse, og han tog sine underbukser af.
Jeg havde ikke været sammen med særlig mange på det tidspunkt, så jeg blev skræmt over størrelsen på hans udstyr, og mistede lysten, hvilket jeg sagde til ham.
I stedet for at reagere, som jeg havde forventet – enten rent ud acceptere min udmelding, eller spørge, om det var okay at vi lavede noget andet (hvilket jeg ville have accepteret for at slippe for at blive penetreret) sagde han bare “det er jo det I kvinder vil have”, og så var der ligesom ikke så meget at gøre.
Han var fysisk veltrænet og ville uden tvivl være blevet voldelig, hvis jeg havde strittet imod – så det gjorde jeg ikke.
Da han var færdig tog jeg mit tøj på med det samme, og han sagde bare “skynd dig at gå, min kæreste kommer om lidt”.
Jeg overvejede at blive stående nedenfor hans opgang for at fortælle hende, hvad hendes kæreste var for et menneske når hun kom, men jeg endte med at tage hjem på mit kollegie og havde stort set lagt det bag mig som en ubehagelig oplevelse til en veninde sagde til mig i går, at det havde været voldtægt.
Der er gået 18 år – og det er først ved at gå op for mig nu, at det var det det var…

























