En af mine bedste venner har lige delt Mathias Hundebølls status, der beder os om at droppe med at diskutere menstruation og i stedet diskutere mere alvorlige ting..
Godt nok er jeg lige et ret sentimentalt hjørne og lidt følsom ud på aftenen, men.. Jeg bliver sgu ked af det. Og egentlig også ret frustreret. For jeg kan ikke rigtig forfatte mine tanker eller følelser, som jeg egentlig i noget tid har ville dele med jer. En sejr for mig. Nu prøver jeg.
Det bliver igen og igen sagt, at der ikke er nogen, der kan finde nogle konkrete eksempler på, at menstruation er frastødende. Historierne fra kvinderne, der har fået smidt kommentaren “er det den tid på måneden” er ikke nok for dem.
Jeg har også svært ved at finde mine egne argumenter i det, lige som jeg kan høre andre har, selvom de nok har haft den samme følelse som jeg.
Jeg fik menstruation, da jeg var 11. Jeg var pavestolt. Min mor var stolt. Vi fejrede det.
Den stolthed forsvandt med tiden. Jeg har gransket min hukommelse efter debattens frembrud og må erkende, at min skam kom, ligesom hverdagssexismen også var noget, jeg stille lærte at acceptere.
Måske kom det, da jeg i idræt fik et seperat baderum, når jeg havde menstruation, så jeg ikke skulle bade med de andre piger og udstille mig. Eller da jeg fik at vide, at jeg helst skulle gå i sort tøj, når jeg blødte. På den måde kunne man ikke se, når jeg blødte, og jeg kunne være mere anonym.
Eller da min storebror bad mig om at skifte skraldespanden på toilettet og rydde bedre op efter mig, når jeg havde skiftet bind. Det var helt okay, at jeg menstruerede, men det var bare klamt med blod på toilettet. Og at jeg så derefter altid skyllede ud to gange med stort skyl på alle toiletter, hvis jeg kunne se, at der var blod i vandet, efter jeg havde tisset.
Eller de gange hvor jeg har grædt, fordi jeg har plettet lagenerne, når jeg blødte igennem, når jeg var ude. Det var pinligt.
Når jeg lærte af min lærer i 4. klasse at gemme bind eller en tampon i ærmet, når jeg skulle have det med ud på toilettet.
De gange jeg stirrede ned i gulvet helt rød i hovedet, når jeg skulle købe tamponer, og jeg for alt i verden ville undgå øjenkontakt med kassemanden. Det havde jeg lært af kioskmanden, der hviskede det til mig henover disken, første gang jeg selv stolt skulle købe bind: “Det er ikke noget man skilter med”.
Og alle de gange jeg skulle betale det meste af mit ugentlige madbudget på de “hygiejneartikler”. Hygiejneartikler… For jeg havde jo brug for det. For jeg var uhygiejnisk.
Jeg ved det ikke.
Efter jeg i det sidste års tid blev opmærksom på debatten i feministiske fora, og især i de sidste par måneder, da den spredte sig til offentligheden, er der sket noget. Måske er jeg stadigvæk ikke stolt. Men jeg skammer mig ikke på samme måde mere eller finder min krop irriterende.
Jeg har to gange endda haft sex, hvor jeg nærmest har glemt at fortælle, at jeg blødte. Jeg er holdt op med at bruge bind eller tampax. Jeg fribløder, så at sige. Mine menstruationer er så også meget svage, efter jeg har født, så jeg ser ikke behovet.
Det, jeg prøver at sige, er, at jeg er evigt taknemmelig over, at I og de har kæmpet. Jeg ville ikke have været menstruationsdebatten foruden. Den har hjulpet mig i en grad, som jeg ikke kendte til.
Jeg har ikke behov for at vise mine trusser med blodstænk til omverdenen, men jeg har behov for ikke at skamme mig. At sige, at vi skulle have været debatten foruden med argumenter som “så lad dog vær med at skam dig, der er kampfly, der skal diskuteres”, det er, for mig, det samme som at sige til et menneske med depression “tag dig sammen” eller at formane en med ulykkelig overvægt med “så løb dig en tur” eller en selvskader med “så lad dog være med snitte i dig selv”.
Hvordan kan man underminere halvdelen af befolkningens skamfølelse og størstedelen af dens væmmelse ved menstruation med argumenter om kampfly og “tør øjnene – du ser spøgelser”? Jeg forstår det ikke. Og det gør mig trist.
Så tak fordi at I, sammen med andre, har presset på, og ikke lært mig med ord, men vist mig, at jeg og min krop har en berettigelse, jeg ikke kendte til.

























