Stine

Jeg var engang på vej hjem, og skulle tage regionaltoget, en strækning på ca. en halv time. Det er en hverdag klokken 11 om formiddagen, så toget er fuldstændig mennesketomt. Jeg sætter mig ind i en kupé på et tomandssæde længst mod vinduet. Da jeg har siddet der i måske 5 minutter, går der en jævnaldrende fyr (jeg er på det tidspunkt 18) ind i kupéen. Som sagt er hele toget tomt for mennesker, men han sætter sig ved siden af mig. Jeg synes det er rimelig underligt, men jeg bliver siddende, han har jo ikke gjort mig noget. Jeg sidder med ansigtet vendt mod vinduet, så jeg kan ikke se hans ansigt. På et tidspunkt kan jeg mærke hans hånd røre mit lår, som om han har lagt sin hånd på det stykke af sædet mellem os. Jeg slår det hen som et uheld. Men da han stadig ikke har fjernet sin hånd efter et minut, rykker jeg mig længere ind mod vinduet. Han placerer sin hånd så den rører mig igen. Jeg rejser mig uden at kigge på ham og går ind i en anden mennesketom kupé. Da jeg har siddet der i ca. 2 minutter, kommer den samme fyr tilbage og gør nøjagtig det samme som før – går hen til min plads, selvom der er 50 andre pladser i vognen. Inden han sætter sig, lægger han sin taske op på hylden over mig, og jeg ser mit snit til at komme væk. Jeg rejser mig op, og han smiler til mig (wtf) uden at sige noget, og rykker sig eller svarer ikke, da jeg siger, at jeg skal ud. Han blokerer fuldstændig for mig, og jeg er nødt til at skubbe ham væk med skulderen, for at jeg kan komme ud. Jeg skynder mig så langt ned i den anden ende af toget som muligt, og heldigvis er det næste stop, der jeg skal af. .