Unnur

Jeg sad i toget på vej til min eksamen, da en ung mand iført jakkesæt sætter sig ved siden af mig. Besynderligt, tænker jeg, taget i betragtning at der er så mange ledige pladser, at han sagtens ville kunne have siddet for sig selv. Det er varmt i toget, så han tager sin jakke af og smider den hen over skødet. Jeg tænker ikke så meget over, at en del af hans jakke også ligger henover mit lår, før jeg kan mærke hans hånd inde under den. Jeg rykker mine ben længere mod vinduet og tænker, at det må have været en fejl. Indtil jeg mærker hånden igen. Jeg bliver så chokeret, at jeg rejser mig op, maser mig forbi ham og stiller mig hen til udgangen, på trods af, at jeg slet ikke skal af. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, at han tit stak hovedet ud for at kigge på mig. Jeg fortryder stadig den dag i dag, at jeg ikke råbte ad ham og gjorde ham forlegen overfor de andre passagere. Istedet var det mig der gik flov derfra.