A

Jeg er ellers rigtig glad for at bo på mit kollegie, men én ting går mig rigtig meget på: Vi har kun et enkelt opholdsområde udenfor, hvor man kan nyde sommersolen på græsset eller på de dertil opsatte bænke. Dette område er placeret foran kollegiets vinduer, så der er udsyn til det fra værelserne og køkkenerne. Jeg bryder mig ikke om at opholde mig på området, selvom det er et dejligt sted, da jeg ofte oplever, at drengene fra min gang tager et kig ud af vinduet og vurderer “udsigten” – altså, om der er nogen piger, der er værd at kigge på. Er der ikke det, beklager de sig højlydt og ærgerligt, og de kan godt snakke om vurderingen lang tid efter (jeg oplevede på et tidspunkt, at jeg spurgte ind til, hvad en dreng fra min gang havde af planer for dagen, og han nævnte som det naturligste i verden, at der i dag jo ikke var nogen pæne piger at kigge på). Jeg føler mig helt overbevist om, at min tilstedeværelse i haven ville afføde denne ærgerlige reaktion, og tanken om at skulle vurderes af mine medkollegianere på mit udseende på den måde – og med al sandsynlighed tilmed vurderes til ikke at leve op til deres standarder – har fjernet al min lyst til at opholde mig et sted, der ellers hører til mit eget hjem, især fordi vi har meget små værelser.