Katinka

Jeg var nyuddannet og havde lige scoret drømmejobbet – tekstforfatter hos et skandinavisk marketing- og kommunikationsbureau i Barcelona. Jeg var fuld af optimisme, eventyrlyst og virketrang. Og jeg var dygtig. Jeg var også de ene af to kvinder blandt tekstforfatterne. Den anden kvinde var erklæret “antifeminist” italesatte konstant sig selv som en dum og svag blondine. Jeg ved ikke, om det var derfor mine mandlige kollegaer også troede, at det var i orden at kalde mig “blondie” og grinende kommenterede på, at de havde bygget “blondinefælder”, når jeg var nødt til at klatre over de ledninger, de havde udspændt mellem deres skriveborde. Men jeg var dygtig og fik sagt fra, også selvom de syntes, at jeg var en “sur kælling”. Måske netop fordi jeg fik sagt fra, går disse ting mig ikke så meget på. Men jeg fik ikke sagt fra, da jeg blev forfremmet til redaktør. Min chef trak mig til side efter et par måneder og fortalte mig, at han var meget, meget imponeret over mig, og at han gerne ville forfremme mig til redaktør. Han sagde også, at jeg nok skulle forvente nogle negative reaktioner og nogle “huk” fra flere af mine mandlige kollegaer, der havde været der længere og havde større erfaring. Set i bakspejlet var det jo egentlig hans opgave som leder at håndtere dem i stedet for blot at forberede mig på en hård medfart. Han lagde stor vægt på, at han var sikker i sit valg, og at jeg skulle forfremmes, fordi jeg var dygtig. Men dét var ikke sådan han fik det præsenteret bevæggrundet for min forfremmelse for mine mandlige kollegaer. I stedet fik han sagt, at redaktørteamet nu ville få “et blødt, kvindeligt islæt”, når jeg fremover ville blive en del af redaktørteamet. Det var hans ord. Ikke et eneste ord om mine kompetencer eller mit talent. Et blødt kvindeligt islæt. Han mente, at det var den måde mine mandlige kollegaer bedst ville kunne acceptere det – altså, at jeg var blevet forfremmet, fordi jeg var kvinde(og dermed åbenbart også “blød”, ikke fordi jeg var dygtig. Jeg besluttede mig derefter for, at han skulle have lov til at æde sine ord. Og jeg blev derfor den mest nidkære og nådesløse redaktør, bureauet nogensinde har haft. Jeg var rasende på ham lige indtil den dag, jeg sagde op. Og det er jeg stadig. Det er frustrerende at blive reduceret til “et blødt, kvindeligt islæt”.