Kort og stramt var lidt min dresscode, da jeg studerede, hvor de andre havde utrolig travlt med at påpege min påklædning, og notere min vægtforøgelse. Jeg må så sige, at jeg oplever begramsninger uanset hvilket tøj jeg har på. Jeg går aldrig med bh og bliver også påtalt for det. Det har været lidt en kamp, og jeg har altid kæmpet vildt meget for min ret til at gå i what the fuck I want to. Men jeg kan også mærke at jeg er blevet mere og mere “træt”, så jeg faktisk får lidt ondt i maven ved tanken om at tage noget stramt og kort på. Hvilket gør at jeg er begyndt at gå i joggingtøj og store sweatre. Jeg synes bare ikke rigtig jeg magter altid at forsvare mig mere, men det er så mest mine “venner”, der har gjort mig ked, da jeg som skrevet oplever at blive raget på uanset påklædning.
Men altså, jeg ved jeg tit har fået kommentarer fra fremmede om mit tøj, jeg tror bare jeg har valgt at fortrænge det, for hey, det sker jo hele tiden, og hvis man skulle tænke over det hver gang, så tror jeg, at jeg ville blive helt træt af livet. Det som har såret mig mest er mine venner, for jeg tænker at der går en lige tråd med “retten” til at vurdere andres tøj og finde det for “let”, og så når kvinder bliver udsat for voldtægt, og man spørger hvad de havde på. Og det gør bare ekstra ondt, når det er ens venner, der har den holdning og ikke kan se, at det er en skadelige holdning at have, selvom de undskylder det med “bekymring” over at jeg jo ikke bliver taget “seriøst”, fordi mine shorts er for korte. Nåh ja, jeg reagerede ved at tage tøj, der var endnu strammere og kortere fordi jeg hele mit liv virkelig har hadet at andre skulle bestemme over mit tøjvalg. Nu er jeg bare kørt lidt træt i det, fordi der også kommer et aldersperspektiv ind over. Når man er 33 må man åbenbart ikke gå i mavekort bluse mere (fik jeg at vide af min veninde forleden).

























