i toget

Jeg har selv haft en parallel oplevelse som fandt sted i et DSBtog i sommeren 2013. Det er pænt langt, men har svært ved at redigere i det.

Jeg havde været til fødselsdag om aftenen i Odense, men skulle hjem til Aarhus hvor jeg skulle arbejde næste morgen, så jeg havde kun fået et par øl. Der var super mange mennesker på Odense banegård hvor Leonard Cohen havde spillet, så toget blev helt fyldt op og jeg var heldig at have fundet en plads ved vinduet. Jeg var træt efter en lang dag og blundede lidt, indtil jeg vågnede af at jeg mærkede en hånd imellem mine lår på vej op under min kjole. Først fattede jeg ikke rigtigt hvad der skete, men med søvngrødet stemme fik jeg sagt stop, lad være, og den her store, skaldede mand i militærjakke trak langsomt hånden til sig. Med et var jeg fuldt vågen. Jeg kunne godt mærke at han var beruset og lidt ‘væk’ og jeg tænkte på om jeg kunne komme væk fra pladsen, men den eneste vej ud var henover ham, hvilket ikke appellerede til mig overhovedet fordi jeg følte mig krænket og bange. Kort efter begyndte hans hånd igen at bevæge sig ned mellem mine lår imens hans kaldte mig et eller andet vilkårligt pigenavn. Jeg tog fat i hans tunge arm og ‘kastede’ den resolut væk fra mig, og sagde højt ‘lad mig være’. Da vognen var fuld prøvede jeg at få øjenkontakt med menneskerne ved det næste bord, der sad to par på vores forældres alder som var steget på samtidig med mig i Odense (min ubehagelige sidemand først senere). Jeg fik øjenkontakt med den ene kvinde, og hun har ikke kunne undgå at se frygten i mine øjne imens jeg sagde til hende “jeg kender ham slet ikke” i håb om at de ville hjælpe mig. Hun slog bare blikket ned og vendte hovedet mod ruden. Resten af turen var jeg så bange, ingen hjalp mig og det kunne HAN jo godt opfatte og der kom ikke en eneste gang DSBpersonale, fordi toget var så fyldt, dem sad jeg ellers og ventede på så de måske ville tage affære. Han prøvede en sidste gang, hvor jeg igen højt med rystende stemme sagde lad vær, stop og hans modsvar var “slap nu af pige” og kaldte mig det pigenavn han tidligere havde gjort. Jeg var så bange for hvad der skulle ske når vi kom til Århus. Var han evt vred/hævngerrig over at jeg havde råbt op eller bare ikke færdig med at overskride mine grænser når vi kom til endestationen. Da toget endelig nåede perronen var hele min krop bare fyldt af flight-or-fight følelse og så snart jeg kom ud af toget løb jeg i blinde op af trapperne. Priste mig lykkelig over at jeg for en gang skyld havde taget cyklen til stationen så jeg kunne komme hurtigere væk. Hele turen hjem turde jeg ikke kigge bagud i tilfælde af at han var efter mig, og da jeg endelig nåede ind min lejlighed, begyndte jeg bare at græde og ryste og kunne overhovedet ikke falde til ro den nat. Derefter var jeg mest chokeret over at ingen overhovedet greb ind i et fyldt tog, da jeg højt sagde fra og prøvede at komme i kontakt med andre. De var mange og kunne højst sandsynligt have sat en stopper for hans opførsel. Det skabte fortsat frygt i mig i meget lang tid derefter og jeg har aldrig siden følt mig tryg i togene om aftenen.