Da jeg var 17 blev jeg udsat for en blotter i en s-tog, har flere gange været udsat for mænd der har prøvet at invitere mig ud eller sige selv hjem til mig sent om aftenen, uden det på nogen måde har været lagt op til eller ønsket, og det er ikke fordi jeg har problemer med at mennesker mødes tilfældigt og det bliver til mere, jeg mødte oven i købet min første rigtige kæreste i et s-tog og vi sad ikke engang i samme kupé, men det var sødt og romantisk, der var søde smil og en gnist, før jeg tog mig mod til at række ham en seddel med mit nummer da han stod af.
Men de gange jeg har oplevet det efter har bare været at sætte mig på et ledigt sæde og blive talt til, har været alm høflig og svaret, er åben og har ikke noget imod at snakke med tilfældige mennesker, men i løbet af et øjeblik er de samtaler blevet til “har du en kæreste, bor du alene, skal jeg ikke gå med dig hjem så kan du gi kaffe”, kl sent om aftenen, med en fremmed, du kan tro nej, de gange har jeg også været bange for at stå af bussen hvis de stadig var der, bange for de ville følge efter mig.
Den ene gang var det oven i købet chaufføren selv, vi var ved endestationen for ruten, det var sidste aften bus, jeg havde ønsket ham god arbejdslyst da jeg stod på og sagde kom godt hjem da jeg stod af, der i mellem havde jeg siddet nede bag i bussen og læst. Da jeg sagde at han måtte komme godt hjem, begyndt han at tale til mig og da jeg et høfligt opdraget, lyttede og svarede jeg og tænkte ikke jeg var nød til at lyve, Vil ikke være nød til at lyve.
“Skal du bare hjem?”
“Ja”
“Bor du alene”
“Har mine dyr”
“Skal jeg ikke gå med dig og så kan vi drikker kaffe”
“Nej tak” … tak … hvorfor sagde jeg tak? Jeg rystede hele vejen hjem, følte mig først tryg da min hoveddør lukkede sig bag mig, det er en del år siden, men bare det at tænke tilbage giver mig tåre i øjnene og en knude i mave, og det var en af deres egen chauffører.

























