Siv

Da jeg for nogle år siden arbejdede som frivillig på Roskilde Festival som campingvagt, havnede jeg på 2-mandshold med en hjemmeværnsmand (som jeg ikke kendte på forhånd). Vi skulle være på vagt sammen i 8 timer, i 4 af dem skulle vi stå vagt i et af tårnene på campingområdet. Kun os to.
Lidt efter vores vagt sammen var begyndt, kravlede vi op i tårnet. Hans reaktion, da han så at lemmen kunne låses oppefra, var at udbryde “HÆ HÆ tænk hvis jeg havde haft en rulle gaffatape, så kunne jeg bare ha’ låst lemmen, tapet dig fast til en af stolperne og VOLDTAGET dig – uden at nogen ville kunne gøre noget”. Jeg var totalt lamslået og meget urolig over hans kommentar. Jeg vidste godt, at han nok ikke ville gøre noget i den retning, men tanken om, at det var hans umiddelbare reaktion og tankemønster, skræmte mig. Jeg fortryder, at jeg ikke meldte det til teamlederen. Jeg fortryder, at jeg ikke sagde noget. Men i situationen var jeg perpleks, alene, forvirret, forskrækket, og både yngre og mindre end ham. Jeg turde simplethen ikke andet end at ignorere hvad han havde sagt, og holde mig fysisk så langt væk fra ham som muligt, hvilket vel har været max 2 meter. Det var fire meget lange timer i tårnet.