Medierne fortæller om en svensk mand, der greb ind, da en anden mand var ved at voldtage en kvinde til en fest. Han udråbes med rette som helt. Det minder mig om den gang jeg var til en fest, med en masse kollegaer. Jeg er glad og føler mig tryg. På et tidspunkt går jeg ind i soveværelset, for at ringe til en ven. Min kontorkollega kommer pludselig ind, lukker døren og stiller sig foran den. Jeg går over til døren for at åbne den og gøre det klart, at jeg ikke har lyst til at være i et lukket rum med ham. Han er overraskende stærk og holder fast i mig, mens han begynder at voldkysse mig, jeg siger tydeligt nej, og prøver at vriste mig fri hvilket lykkes. Ude til festen blandt de andre, tænker jeg “det skal fandme ikke være mig, der bare ignorerer det her, og lader som ingenting. Det han lige har gjort er på ingenmåde acceptabelt”. Jeg fortæller tydeligt til mine veninder hvad der er sket. Ingen hjælp (nu har de det jo lige så hyggeligt ik?) Jeg fortæller det til et par gode arbejdskollegaer, de rynker brynene og er enige i at han “har opført sig mærkeligt”, men ingen gør noget. Ingen bakker mig op. Jeg ender med at forlade festen alene. På arbejdet har jeg det skidt, jeg deler kontor med ham og sidder faktisk med ryggen til ham, så jeg er utryg. Jeg prøver at snakke med mine kollegaer igen, jeg tænker “nogen må da for fanden, gøre noget, bakke mig op, gå til chefen, gå til kollegaen, et eller andet”. Men nej, skuffet igen. Jeg ender med selv at skulle være den stærke i en situation, hvor jeg ingen styrke har, og konfronterer min kollega igen. Han benægter, siger at jeg selv var skyld i det, at det da ikke var så slemt. Jeg holder fast i at det på ingenmåde er acceptabel opførsel. Til sidst giver han sig og giver mig nødtvungen en undskyldning. Jeg accepterer og prøver så at glemme, eller vel nærmere ignorere at jeg faktisk er gået i stykker inden i. Mine parader var nede, jeg troede jeg var blandt folk jeg kunne stole på og regne med, den slags tillid opbygges ikke bare sådan igen. Men jeg er også nødt til at “komme videre” på overfladen i hvertfald, for jeg har lige opdaget at hvis jeg ikke gør, så er jeg ude af fællesskabet, for mine kollegaer har lige gjort det fuldstændig klart at de vælger den gode hyggelige stemning frem for hvad der er rigtigt. Så jeg er glad for at læse om helten fra Sverige, og den måde de danske medier og danskerne klapper af ham, men i realiteten, da I selv hvad chancen, så kan I sige lige så meget I vil, at I havde gjort det samme som svenskeren, faktum er at det gør I ikke, for min historie er ikke den eneste. Havde helten ikke opdaget hvad der skete, eller havde han været sådan som voldtægtmanden antog ham for, og deltaget i voldtægten, havde selv samme medier, som nu hylder ham brugt ordene “angiveligt voldtaget” i deres artikler, og de folk som hylder hans indgriben ville sige “hun ville sikkert selv, og har nu fortrudt”. Retssystemet havde frifundet mændene, for det er ord mod ord, og kvindens tæller mindre.

























