Min veninde fortalte, at hun ikke turde løbe alene, efter at en mand havde forfulgt hende i skoven. Far siger ting som “er det ikke noget pjat? Det er jo længe siden” eller “er du sikker på, at han forfulgte dig, han løb sikkert bare bag dig”. Veninden fortæller videre om, at han greb fat i hende, og da hun meldte det til politiet, viste det sig, at han havde begået flere voldtægter før. Far bliver ved med at sige dumme ting som “sikke noget pjat. Hvorfor tør du ikke løbe nu, det er jo ikke det samme? Når /jeg/ løber….” Så fortæller han, at han tit løber efter andre piger, der cykler, og de sikkert tror, at han vil voldtage dem, man han godt kan lide at presse sig selv til at løbe hurtigt, blablabla. Han VED godt, at det er sygt ubehageligt, men han er ligeglad, for hvis det er godt for ham, så er det jo selvfølgelig fint nok. Føj, jeg skammer mig.

























