Jeg har haft flere ubehagelige seksuelle episoder, hvor jeg ikke havde givet mit samtykke eller gjorde det efter at være blevet presset til noget, jeg ikke ville. Den værste oplevelse havde jeg, dengang jeg var på udveksling under mine studier. På et tidspunkt mødte jeg en italiensk fyr, som jeg ikke brød mig specielt meget om i starten, men til en fest faldt vi lidt i snak, og på vej hjem fra diskoteket kyssede han mig og fulgtes med mig i bussen. Den aften fik jeg et bedre indtryk af ham. Jeg tænkte, at jeg måske havde taget fejl af ham, og at han var sød nok. Kort tid efter foreslog han, at vi kunne tage ud at spise sammen. På daværende tidspunkt var jeg i et forhold, og jeg vidste god,t at jeg ikke burde have kysset ham eller sige ja til hans tilbud, men på trods heraf valgte jeg alligevel at gøre det. Jeg fandt du af, at han havde set på Facebook, at jeg var i et forhold, så han vidste det faktisk godt.
Vi gik ud for at spise og snakkede faktisk rigtig godt sammen og havde det hyggeligt. Efter spisningen tog vi hjem til hans lejlighed. Da vi stod i elevatoren, fik jeg en ubehagelig fornemmelse, for han begyndte at kysse mig på en næsten “aggressiv” måde, der gjorde mig lidt utilpas. Da vi kom ind i lejligheden, gik vi direkte ind på hans værelse, hvor han låste døren, og bagefter lagde han mig ned på sengen for at kysse mig, og jeg fandt det meget grænseoverskridende. Han havde tydeligvis lyst til at lave noget seksuelt, og det havde jeg slet ikke. Han kunne tydeligt mærke, at jeg var utilpas, men pressede mig til at fortsætte. Han prøvede at charmere mig og tage mit tøj af, men jeg blev ved med at sige, at jeg gerne ville beholde mit tøj på. Han formåede alligevel at få mig til at tage noget af tøjet af, for jeg følte ikke, at jeg havde noget valg. Til sidst lå jeg nøgen i sengen og endte med at sige ja til at have sex, selvom jeg inderst inde ikke ville, men da han sad mellem mine ben med kondomet på, fik jeg heldigvis sagt fra alligevel, og han tog kondomet af. Dog blev han ved med at overtale mig til at røre ved hans penis og spørge mig, om ikke jeg ville kysse den. Flere gange undervejs, når jeg sagde fra, påpegede han, at han led, for det var åbenbart synd for ham, at han ikke kunne få udløsning, selvom jeg følte mig krænket og utilpas under hele seancen. Jeg var meget tydelig i mælet og sagde nej flere gange, og han kunne mærke, at jeg var utryg, for han blev ved med at spørge, hvad der var galt, og hvorfor jeg var utilpas – dog blev han bare ved med at presse på. Til sidst endte det med, at jeg lod ham få udløsning på min mave. Han gav mig et håndklæde til at tørre sæden af med. Bagefter spurgte han, om jeg selv mente, at det var fair overfor min kæreste, hvortil jeg svarede nej. Han vidste tydeligvis, at det, han havde gjort, var forkert, og prøvede derfor at manipulere mig til at føle skyld over det, der var sket, i stedet for selv at sige undskyld eller indrømme, at det, han havde gjort, ikke var okay. Da jeg kom hjem, ringede jeg til en medstuderende og fortalte hende om episoden, og hun tilbød mig at komme forbi hendes lejlighed og overnatte, hvilket var en kæmpe trøst. Senere snakkede jeg med min søster om episoden via skype, og efter min hjemkomst fik jeg drøftet det med min psykolog.
Det værste var, at fyren og jeg havde en del fællesvenner, så af frygt for at blive “frosset ude” eller få et dårligt ry i vennegruppen og blandt de andre udvekslingsstuderende valgte jeg ikke at sige noget til dem. Eftersom jeg var i et forhold, var jeg endnu mere bange for at tale med dem om det. Jeg følte mig tit utilpas, når jeg så ham gå forbi eller hvis jeg var alene med ham, men når andre var til stede, havde jeg det okay med hans tilstedeværelse. Dog kom det bag på mig, at han ikke gjorde mig mere utryg eller bange, nogen gange kunne jeg endda godt have det godt, når han var der, så længe der var andre tilstede. Indimellem grinede jeg såmænd med på hans jokes, fordi jeg syntes, at de var sjove, og ikke for at skjule mine følelser overfor de andre. Jeg havde af en eller anden grund svært ved at være rigtigt vred på ham, hvorimod min veninde var rasende og fortalte mig om, hvor væmmelig hun syntes, han var, og hvor meget hun hadede ham. Jeg tror, at det var en form for forsvarsmekanisme – jeg prøvede måske at fortrænge den ubehagelige episode, særligt nu hvor jeg så ham med jævne mellemrum og ikke kunne undgå ham, og derfor reagerede jeg ikke så voldsomt, når han var der. Jeg tilgav ham også, for ville ikke bruge kræfter på at gå og være vred på ham. Jeg ved ikke, om jeg også holdt hurtigt op med at være vred på ham, fordi jeg pålagde mig selv noget af skylden, selvom jeg vidste, at jeg havde sagt fra og gjort, hvad jeg kunne. Jeg havde også skyldfølelse overfor min kæreste. Heldigvis havde han mere travlt på studierne end os andre, fordi han læste på kandidaten, så jeg havde tit mulighed for at ses med de andre i gruppen, uden at han var til stede, hvilket var ekstremt befriende.
Min veninde var en fantastisk støtte og bakkede mig op hele vejen, og hun var også rigtig god til at spørge ind og lytte til, hvordan jeg havde det. Jeg havde også en god snak med min søster, der også foreslog, at jeg skulle snakke med vores forældre om det. Min psykolog var også god til at påpege, at jeg nok handlede, som jeg gjorde, fordi det føltes mere sikkert at “adlyde” og lade ham få udløsning på min mave end bare at prøve at flygte eller lignende. Jeg valgte den mest “sikre” løsning for at beskytte mig selv.
På trods af, at jeg har fået talt det igennem og har fået så meget støtte og opbakning – og selvom det er længe siden – har jeg stadig lidt skyldfølelse. Jeg tror især, at det har noget at gøre med, at jeg var i et forhold og derfor ikke burde have sagt ja til at gå ud med ham eller tage med op i hans lejlighed – også selvom jeg ikke kan tage ansvar for det, han udsatte mig for.

























