Jeg ved i virkeligheden ikke om det her handler om hverdagssexisme. Måske handler det om noget helt andet.
Jeg sidder og læser en bog – og lige pludselig går det op for mig at ‘min første gang’ måske nærmere har været første gang, jeg blev voldtaget.
Jeg kan huske, at jeg længe skammende mig over episoden. Det skete til en fest, hvor jeg havde kysset med en venindes bror. Pludselig havde han taget pikken frem – mens vi stadig var i stuen, hvor de andre var. Jeg kan huske at jeg blev paf, men prøvede at lade som ingenting. Vi kyssede videre og jeg lod som om jeg ikke havde set pikken. Jeg troede at han pakkede den væk igen. Festen er ved at dø ud. Vi kysser lidt mere og det er ved at blive sent. Jeg er træt. Jeg skal sove hos min veninde, der holder festen og venter på at de sidste folk går. Dum som jeg er, fordriver jeg tiden på at kysse videre. Jeg har egentlig ikke lyst. Det er en af mine veninders lillebror og han er normalt ikke særlig rar. Men jeg har ikke lyst til at blive kaldt et eller andet narrefisse-agtigt.
Det næste jeg husker er, at jeg har lagt mig på gulvtæppet, fordi der er nogen, der knalder i soveværelset. Han lægger sig oven på mig og løfter vist op i min nederdel og ned i strømpebukser og trusser. Han har pikken fremme og trænger ind i mig. Så åbner døren og min venindes far kommer ind. ‘Lillebror’ får bukser på i en fart og siger, at han er på vej hjem fra festen nu. Jeg er virkelig flov over, at jeg ikke har haft kontrol over mig selv og situationen, så jeg undgår farens blik. Jeg finder mine ting og cykler hjem i den lyse nat. Jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg skal føle. Burde jeg være forelsket?
Jeg havde ikke sagt ja til sex. Det var helt klart en listepik x 2. Jeg sagde ikke fra første gang, fordi det var pinligt. Jeg sagde ikke fra anden gang, fordi jeg ikke rigtig indså, hvad det var der var sket, før næste dag. Jeg var gået kold på stuegulvet og alligevel, vurderede han, at jeg måtte være frisk på sex.
Jeg skrev næste dag og spurgte ham, om han havde brugt kondom. Han skrev nej – og skrev, at jeg ikke behøvede tænke på det, fordi han ikke var kommet.
Jeg mødtes med ham en enkelt gang efter. For måske havde jeg følt noget for ham, siden jeg havde haft sex med ham. Jeg var meget nervøs, da vi mødtes. Jeg følte afsky over ham og følte mig forkert, naiv og beskidt.
Jeg var virkelig pinlig berørt over at faren havde set det og stoppede med at komme hos min veninde. De få sekunder og skammen kom tilbage, hver gang jeg så hende. Så det stoppede jeg også med.
Efterfølgende besluttede jeg mig for at det ikke var min ‘rigtige’ første gang. Jeg prøvede at fortrænge at det nogensinde var sket. Det er gået ret godt med at glemme det. I mange år har mine minder om sex været meget slørede.
Jeg har flere fået angst-anfald før, under og efter sex – også med kærester. Jeg har aldrig tænkt over, hvorfor.
Nu som jeg skriver her er jeg i chok over, at jeg, veluddannet kvinde, slet ikke har skænket det en tanke. Ikke et splitsekund har jeg tænkt, at det var et overgreb. Jeg var jo fuld og sagde ikke fra. Jeg kyssede videre, da han havde listet pikken frem. Jeg skubbede ham ikke væk, da han møvede sig op på mig. Jeg lagde ikke engang mærke til, at han havde taget tøjet af mig, før hans pik var oppe i mig. Så jeg havde jo ikke sagt nej. Ergo måtte det have været fordi jeg gerne ville ?!?!’
What the fuck? Hvordan har jeg kunne tænke det i så mange år?

























