Jeg var engang til familiefest med min mands familie. Vi skulle alle overnatte på stedet. Min mands bror sagde meget kækt, mens min mand var tilstede, at “jeg bare kunne kigge ind til ham i løbet af natten, hvis jeg kedede mig.” Vi blev begge helt paf over at han kunne finde på at sige det. En anden hændelse var engang en mandlig bekendt skulle give mig et farvelkram. Han lagde en hånd ind nederst på mine ribben og bevægede den opad. Jeg slog den hurtigt væk, men blev desværre så chokeret at jeg bare vendte mig om og gik. I begge tilfælde har jeg ikke fået sagt ordentlig fra og markeret en tydelig grænse. Det har været meget overraskende for mig at jeg reagerede sådan, for jeg kan ellers godt sige fra, og i en periode skammede jeg mig over det. Det har gjort det meget tydeligt for mig, hvor vigtigt det er at vi taler om denne slags grænseoverskridende adfærd og får et sprog for at grænsesætte os. Ellers sidder man, som jeg gjorde, tilbage med både den grænseoverskridende oplevelse – og skammen over at være blevet (have ladet sig) behandlet sådan. Mens manden uden betænkeligheder går videre og måske gentager sin adfærd overfor andre.

























