M

Jeg har kun skrevet mit forbogstav, da jeg ønsker at være anonym.

Har jeg nogensinde oplevet, at et nej ikke blev accepteret som et nej? At en afvisning fra min side er blevet mødt med vrede? At føle frygt for at skulle afvise en tilnærmelse, fordi jeg ikke vidste, hvordan det ville blive modtaget? Ja. Meget. Faktisk er store dele af min ungdom domineret af den slags episoder. Men jeg blev først vred, da min irritation over ikke at kunne gå i fred blev modtaget med en karakterisering af mig som hysterisk og vred på mænd.

I lange perioder i min ungdom havde jeg højhalsede trøjer på i byen, og nul makeup, fordi jeg tænkte, at jeg måske ville skulle afvise mænd færre gange, hvis mit tøj og fremtoning gjorde det for mig.

Så var der den gang, hvor en gruppe engelske metrobyggere omringede mig på en pub og ikke ville lade mig slippe videre, før jeg kategorisk havde sagt, at jeg havde en kæreste som jeg elskede meget højt (jeg var single). Og så var der den gang kort tid efter, hvor de søde bartendere på pubben i et forsøg på at få metrofolkene til at bakke af opdelte de kvindelige, single stamgæster mellem sig, fordi de mænd ikke accepterede et nej fra en kvinde, men et “hun er min” fra en mand. Så i den periode accepterede jeg, at en række mennesker fik at vide at jeg levede i en slags aparte åbent forhold med én mand og et halvt dusin kvinder, fordi alternativet “jeg er bare ikke interesseret i dig”, ikke blev accepteret. Nå ja, og så var der den periode hvor bartenderne alligevel måtte følge mig ud til taxaer og sikre, at jeg kom alene ind i dem.

Så var der dengang hvor en gut i min gymnasieklasse mente, at han var forelsket i mig, og blev vred fordi jeg ikke var det. Fordi jeg havde “ansporet” ham eller “indfanget” ham ved at flirte. Jeg er ordentligt opdraget, og taler pænt og smilende til alle i en klasse, fordi man ikke skal kopiere den amerikanske jock/geek-opdeling (og i øvrigt er jeg mere geek end valley girl). Det førte til en periode med afskyelige, seksuelt eksplicitte, voldelige sms’er efter studentereksamen fra et ukendt nummer, som viste at tilhøre ham. Men han havde haft glemt sin telefon til en fest, og derfor kom der vrede sms’er. Der i øvrigt først stoppede da en mandlig bekendt ringede nummeret op og skældte ud.

Så var der dengang, hvor min mås blev overbefamlet af en mand, og da jeg paf vendte mig om og spurgte hvad fanden han havde gang i, fik svaret “undskyld, men den er så smuk, jeg var nødt til det”. Cue overbærende latter fra lokalet, som lod mig forstå, at den eneste socialt acceptable reaktion på det svar var at trække på skuldrene. Guderne forbyde, at jeg hysterisk fastholdt retten til ikke at blive gramset og klemt.

Så var der dengang hvor en anden mandlig bekendt følte sig forelsket i mig, og følte det nødvendigt at inddrage vennekredsen. Som prompte fortalte mig, at jeg jo måtte prøve, for nu var han forelsket jo. Det var sødt, forstås. Romantisk. Men jeg var bare ikke interesseret. Og det var lige meget, for jeg var single, og så passede det jo så fint.

Så var der fem forskellige gange i busser og toge, hvor en tilfældig mand ikke tog en afvisning pænt, så jeg enten måtte bede buschaufføren om hjælp eller ringe til min far, som kunne køre hen til næste stop og møde mig der.

Eller de fire forskellige kammerater, som anklagede mig for at friendzone dem (før friendzoning blev et begreb), fordi hvor vovede jeg at smile af dem (når man hænger ud med venner skal man være mut, jo; smil er tydelige signaler på “kom og tag mig, cowboy”). De syntes jeg var sød, så hvorfor var jeg så pervers og ville have venskab?

Og så er der omtrent tyve oplevelser, samlet gennem årene, som jeg ikke længere husker specifikker på, fordi jeg dengang lod mig fortælle, at sådan var livet bare, og mænd bare, og ingen grund til at opføre sig som en hystade. Heldigvis mødte jeg nok mænd senere som viste mig, at der findes folk der kan opføre sig ordentligt.