Da jeg var 16, var jeg på en date med en fyr. Han var meget grov og utilregnelig. Daten ender med, at vi har sex imod min vilje, hvor efter han fortæller mig, at jeg kunne lide det. Jeg var så chokeret og fuldstændig rundt på gulvet over det (del fordi jeg tænker: “Ens første gang skal være romantisk og perfekt. Jeg må hellere finde en måde at gøre det bedre på…”), at jeg ikke får sagt fra overfor ham. Vi ses syv gange mere på et par måneder. Hver gang voldtager han mig og fortæller mig, at jeg selv var ude om det, at jeg kunne lide det, at ingen andre vil have mig, og selvom jeg hader ham, kan jeg ikke sige fra. Langsomt mister jeg mig selv, indtil jeg ender i en depression.
En dag får jeg endeligt sagt fra og smider ham på porten. De næste tre år bruger jeg på nattelige mareridt, selvhad, depression, udsultelse, at gå og nive mig selv, skam over at jeg lod det ske og ikke mindst tvivl. Var jeg virkelig voldtaget?
Jeg bliver stadig i tvivl i dag. Hver dag er jeg i tvivl.
Forskellen på nu og da er, at jeg endelig har fortalt nogen om mine oplevelser. Mine forældre og min bedste veninde støtter mig nu hver dag, og jeg har kontakt med en psykolog. Det skal nok blive bedre, men der er lang vej igen.

























