Som helt ung, sad jeg engang i en bus og læste i en bog. Jeg havde godt bemærket en midaldrende mand, der stirrede, men jeg ignorerede det. Jeg ser helt almindelig ud og sad der i bussen i almindeligt hverdagstøj, da han kommer hen til mig og giver mig et kort med hans adresse og telefonnummer og siger højt så alle omkring os kan høre det,’du ser så sød ud, hvis du nogensinde mangler noget, ringer du bare’. Jeg mumlede vist tak, mens jeg brændte i kinderne af skam. Da jeg stod af bussen så jeg ned af mig selv for at forstå om det var noget med mig. Jeg havde løse jeans og en almindelig t-shirt på, ingen makeup og fladt hår. Jeg tænkte i mange år at det var min skyld, nogle signaler jeg (ubevidst) udsendte. Jeres projekt har hjulpet mig til at se det i et andet lys.

























