Sygeplejersken

Jeg var 25 år og nyansat sygeplejerske på en psykiatrisk afdeling. På den afdeling var der en mandlig afløser. Siden min første vagt oplevede jeg at denne afløser talte meget hårdt og særdeles nedladende til både mig og patienterne. Jeg tror det var på min tredje vagt at jeg for alvor sætter mig ned med ham og forsøger at give ham mit synspunkt. Han reagere i vrede og begynder at komme med beskyldninger omkring min egen optræden på afdelingen. Jeg bliver meget chokeret og siger at hvis det han siger omkring min person i hans øjne virkelig er sandt, har jeg brug for at få en leder ind over da jeg pludselig synes at vores før faglige konflikt tager en meget personlig, og uheldig drejning. Han mener at jeg overreagere og trækker pludselig alt han havde sagt tilbage.
Han fortsætter dog sin nedladende tone, og en dag hvor kun han og jeg var på vagt var det så slemt at jeg fandt mig selv grædende i medicinrummet. Jeg har aldrig før grædt på en arbejdsplads og jeg var meget forvirret over det der foregik.
Afløseren havde været ansat på afdelingen i flere år, jeg forstod ikke hvordan han opførsel havde været accepteret i så mange år.
Jeg vælger at indrage min leder, jeg fortæller at jeg ikke kan stå inde for den tilgang han har til patienterne. Vi bliver indkaldt til et fælles møde, hvor afløseren i korte træk fortæller at min tilstedeværelse forstyrre ham. Jeg fortæller at jeg ikke forstår hvad han mener, men han kan ikke komme med eksempler.
Da mødet er slut er jeg alene med min leder, som i øvrigt er en kvinde, da jeg er på vej ud griner hun og siger at afløseren er forelsket i mig og at det er derfor han har behov for at “spille så smart”. Jeg er chokeret. Jeg fortæller min leder at jeg faktisk er lidt ligeglad hvorfor han gør det, men at jeg har brug for at han stopper. Min leder vælger at sige: “sådan er det jo, du er ung og smuk. Du kan ligeså godt vænne dig til det.”
Jeg forlader mødet uden anden udmelding fra min leder end at sådan er det jo bare? Jeg var vred og ked af det, og jeg besluttede at jeg aldrig ville vænne mig til det! Aldrig i livet!