Her er et par af mine erfaringer med sundhedssystemet:
For nogle år siden var jeg lige hjemvendt fra Sydafrika og fik en masse omgange med blærebetændelse. Jeg havde også fået en ny kæreste så jeg fik at vide at det nok var sammenhængen. Jeg blev så løbende mere og mere træt, svag, fik hovedpiner, og duede rent ud sagt ikke til noget. Min egen læge var bortrejst i den periode og de andre jeg opsøgte blev ved med at sige at det nok bare var “en virus”. Tag hjem og bliv rask. Endelig kommer min læge tilbage og hører at jeg er blevet syg efter at have været i Afrika, og hanbhenviser mig til en infektionsmedicinsk afdeling. Her får jeg de første mange besøg stadig at vide at jeg sikkert ikke fejler noget, og det nok bare er en virus, jeg tager lidt ekstra på vej over. Imens bliver jeg stadigt dårligere og svagere, kan ikke varetage mit studium ordentligt og får kæmpe nældefeberanfald dagen før en af mine eksamener. Forløbet har været i gang i ca 4 måneder, før jeg kommer ind til en læge, der kan genkende mit efternavn og fortæller at han og min bror har været kolleger. Så nu vil han sørge ordentligt for mig. Han overtager forløbet og efter yderligere ½ år er jeg blevet diagnosticeret og behandlet for 2 infektiøse sygdomme som passer på mine symptomer. Det var altså først, da jeg blev set som lillesøster for en, han havde respekt for, at jeg blev taget seriøst.
Nogle år senere er jeg flyttet og har fået ny læge, Jeg har i løbet af et par måneder fået nogle henvisninger til speciallæger for bla. opfølgning af førnævnte infektioner, og for fertilitetsbehandling. I samme periode har jeg igen haft gentagne blærebetændelser og været uarbejdsdygtig pga tilbagevendende smerter. Da jeg beder om at blive henvist til en urinvejsspecialist for at få taget nogle mere specifikke prøver, smiler han lidt underligt og spørger mig “fortæl mig, kan du godt lide sådan at blive undersøgt af specialister?”. Jeg blev så paf at jeg knap nok svarede, men følte mig så ulækker og tilsværtet. Han sagde dernæst at han hellere ville se, om ikke han selv kunne klare det, eller at smerterne ville gå i sig selv, når jeg blev gravid.
Det var i øvrigt den samme læge som min mor havde da hun fandt ud af at hun havde skimmelsvamp i huset, og når hun nu havde symptomer efter skimmel, om hun så kunne blive yderligere udredt så hun kunne få hjælp af kommunen. Han sagde nej, men hun kunne da godt blive henvist til en psykolog.

























