Kort efter jeg begyndte på mit studie udviklede jeg migrænelignende hovedpine, som kunne ramme ud af det blå op til fire gange om ugen, ofte med opkast. I det næste års tid frekventerede jeg min læge regelmæssigt for at finde ud af, hvad der var galt. Min læge undersøgte mig aldrig, det var mest bare snak og symptombehandling med Ibumetin, da jeg hurtigt kunne konstatere, at migrænepiller ikke virkede. Selvom jeg kom der ofte, virkede det ikke rigtig til, at min læge tog mig eller mine problemer seriøst; han lod ikke engang til at kunne huske, hvad jeg hed eller hvad mine henvendelser drejede sig om fra gang til gang. Det kom blandt andet til udtryk i de mange gentagende spørgsmål samt da lægen efter længere tid henviste mig internt i huset til en fysioterapeut, som skulle behandle mig, og fysioterapeuten blot havde sat 15 minutter af til en “konsultation” og ikke en behandling som aftalt.
Efter et år med ugentlige anfald og en enkelt tur på hospitalet spurgte lægen mig endelig, om jeg tog p-piller. Jeg var 18 år og havde på det tidspunkt ikke selv overvejet, om p-pillerne, som min tidligere læge i sin tid havde ordineret uden grundig forundersøgelse, kunne være skyld i mit problem. Jeg stoppede på p-pillerne med det samme, og efter et lille års tid, hvor min krop endelig var vendt tilbage til “normal”, forsvandt alle mine symptomer.
Desværre er denne læge ikke den første, jeg har mødt, som har set let på mine problemer. En anden læge har nægtet at henvise mig til en speciallæge, selvom det viste sig, at jeg havde en kronisk sygdom. En tredje har fortalt mig “at der jo findes mennesker, der har det meget værre”, når jeg ringede for at bestille tid. Jeg oplever, at det både er mænd og kvinder, som udviser denne skepsis, og derfor tror jeg ikke, at det udelukkende kan tillægges sexisme – besparelser og alt for mange patienter pr. læge spiller afgjort også en rolle.

























