Jeg fik struma (forhøjet stofskifte) efter min første fødsel (26.01.2012).
Det blev desværre opdaget meget sent. I december 2012.
Symptomerne er:
– Hjertebanken (jeg slog det hen som at jeg også skulle stoppe med at ryge)
– Høj puls (Jeg havde svært ved at sove, fordi min puls hamrede afsted)
– Træthed (om jeg sov tolv timer, var jeg ikke udhvilet. Jeg slog det hen som følger af at være blevet mor og vågne mange gange om natten.)
– Nervøsitet (hvem er ikke nervøs, når man efter ti år starter i skole igen eller lige er blevet mor?)
– Irritabilitet (Med enorm træthed, universitet, et barn på et halvt år, så bliver man vel irriteret..?)
– Hidsighed (Jeg syntes, jeg prøvede så hårdt. Måske var jeg bare ikke “cut out” til at være mor?)
– Vægttab (Jeg spiste tre portioner aftensmad, men tabte mig stadig)
– Øget svedtendens (Det var december, og jeg var den eneste i bare arme)
– Varme fornemmelse (Ja. Jeg kunne ikke være inden for, hvis der var varme på)
– Hukommelsessvigt (Jeg kunne se på mine noter, jeg havde været i skole, men jeg kunne ikke huske at have skrevet dem. Ammehjerne tænkte jeg)
– Svimmelhed (Jeg mistede synet, hver gang jeg bandt mine sko. Jeg frygtede at være gravid igen)
– Rysten (Mine knæ rystede, når jeg gik ned ad trapper. Rakte jeg min hånd ud, rystede den som havde jeg voldsomme abstinenser)
– Forstørret skjoldbruskirtel (min mor lagde mærke til dette ved hendes weekendbesøg – man ser jo sig selv frontalt i spejlet, og derfor havde jeg ikke set den kæmpe kugle jeg havde foran på min hals)
Jeg havde ALLE symptomerne.
Da jeg kom op til min læge Hyldemose, slog han alarm med det samme. Han har altid været så god.
Tallet for stofskiftet skal ligge mellem 0.5 og 5.0.
Mit lå på 52. Og havde jeg haft en hjertefejl, var jeg død.
Jeg kom på medicin. Det kan kun reguleres med medicin.
I min anden graviditet gik mit stofskifte i normal igen. Ugentlige tjek.
Et halvt år efter min anden fødsel (27.02.2014) begyndte jeg at mærke rystelser i mine ben, når jeg gik ned ad trapper igen. En blodprøve bekræftede, at min struma var kommet tilbage.
I Jeg var imellemtiden flyttet fra København til provinsen med kun et lægehus. Min mand og jeg var gået fra hinanden. Jeg var helt alene om jobbet som alenemor. Kun hjulpet af mine forældre og bedsteforældre.
i foråret 2016 stoppede jeg med at ryge i et par måneder, men jeg tog voldsomt meget på af det. Så jeg startede igen. Men dette stop havde åbenbart chokket min skjoldbruskirtel, og fået den til at virke igen. Med 15 mg medicin om dagen mod for højt stofskifte, gav pillerne mig nu symptomer på for lavt stofskifte. Jeg begyndte at få lammende galdestensanfald, hvilket resulterede i at jeg fik galdeblæren fjernet december 2016.
Mit humør var helt i bund. Jeg havde intet overskud. Jeg var imellemtiden nået til at skrive speciale. Men havde for første gang i uddannelsen dumpet et fag og fået laveste karakter i et andet fag.
Jeg havde ingen livslyst. Jeg havde intet overskud. Jeg tog til lægen og bad dem tjekke mit stofskifte. Der var noget galt.
Mine symptomer var:
– initiativløshed (dette gjorde sig gældende i alt. Inklusiv livet i sig selv)
– Kuldefornemmelse/frysen (hvilket var uvant i forhold til at have været helt varm i så mange år)
– Muskelsmerter
– Øget søvnbehov (lige meget hvor mange middagslure, jeg tog, var jeg stadig træt)
– Vægtstigning (10-15kg)
– Forstoppelse (jeg måtte spise piller for tarmfloraen)
– Svimmelhed (væskemangel?)
– Prikkende fornemmelse i fingre
– Kraftige menstruationsblødninger (kaskader af blod, som måtte forudsage min abnorme træthed)
– Hårtab (Det var meget uhyggeligt. Jeg kunne trække hår af ved at glide fingrene gennem mit hår)
– Mit hår gik fra rødt til hvidt)
– Hæs stemme
– Intet overskud
– Græd hver aften, vi spiste, fordi jeg ikke kunne overskue at være mor til mine børn
– Stresset hjerne (hvert sekund føltes som pres af at skulle afmontere landminer/have en pistol mod panden)
– Glemte ord, menneskers navne eller at have mødt dem (dette var virkelig skræmmende. Jeg har en ellers en fotografisk hukommelse)
– Kunne ikke være med i samtaler, for jeg glemte mine ord eller hvad vi sad og talte om
– Jeg skammede mig over at være en dårlig mor, der ikke kunne overskue sine børn. Deres lyde eller behov
– Jeg kunne ikke lave opgaver, for jeg kunne ikke huske blot en sætning jeg lige havde læst
“Enten har jeg en tumor i hjernen eller også er det mit stofskifte,” sagde jeg til lægen. Han spurgte ind til mit liv. Hvad jeg lavede. Speciale og alenemor var det, han trak ud af det. Mine symptomer blev skudt hen som stres. Det ville jo stresse de fleste. Jeg forsikrede ham om, at dette ikke føltes som stres. Det var noget andet. Det føltes fysisk. Som noget jeg ikke kunne tænke mig ud af. Han sendte mig hjem. Smilende og hovedrystende. Det skulle nok gå. Få noget ro.
I januar/februar var det så slemt, at jeg satte en dato for at begå selvmord. Ja. Det var så slemt. Det eneste, der holdt mig i live, var at hvis jeg ikke var der, ville mine børn skulle ind og bo hos deres far. Som de ikke kendte, som kun tænkte på eget behov og ikke ejer empati. (ja ja “du har selv valgt ham.” I know. Men måske gjorde noget i min opvækst, at jeg troede på hans ord og ikke handlinger. Det gør jeg ikke mere. Og jeg har af mange omgange prøvet at få ham ind i mine børns liv. Samme resultat hver gang. Desværre.)
Det var det eneste, der holdt mig i live. Men jeg, der er vokset op med en far der var psykisk og fysisk voldelig, ville ikke have at mine børn skulle vokse op med den mor, jeg kun kunne være på det tidspunkt. Og lægen sagde jo, jeg ikke fejlede noget. Had I lost my mind?
Jeg havde givet mit liv et halvt år. Hvis det kun blev værre, så var det bedst at stoppe. Ingen fortjente sådan en mor. Ingen fortjente sådan en barndom med en mor, der græd hele tiden fordi hun ikke kunne overskue at være sammen med én.
Når jeg hentede børn, og min mormor sendte mig et billede af en stak pandekager – hvilket betød, at vi kunne komme forbi og hente nogle med hjem. En omvej på ti skridt – eksploderede det i min hjerne. Jeg kunne ikke overskue det. Jeg kunne ikke afvige på vejen. Vi skulle bare hjem. Jeg skulle få lavet mad. komme igennem spisningen. Puttet børn. Og så selv sove. Klokken syv.
Jeg gjorde et sidste forsøg.
Der var kommet en ny læge til i lægehuset. Jeg prøvede ham. Han mente heller ikke, der var noget andet end stres galt med mig. Jeg kan se på mine mails til ham, til alle i lægehuset, at jeg har virkelig haft det dårligt. Hver mail er desperat. Skrevet med som med en kugle for panden.
Jeg kan huske, at når mine børn lå i hver deres rum og sov, når jeg gik forbi deres dør, fik jeg kun denne tanke i min krop “hold kæft hvor jeg hader at være mor! Jeg kan ikke lide mine børn!”
Efter at have tigget og bedt om en henvisning, fik jeg endelig en til Hvidovre Sygehus – idet jeg havde været tilknyttet der før. Men. Hvis det ikke var en akut henvisning, ville der være et halvt års ventetid. Sagde de. Jeg meddelte dette til min nye læge. Han sagde, at det måtte vi jo så vente på. Så måtte der gå et halvt år. “Men du forstår ikke. Jeg er her ikke om et halvt år,” sagde jeg. Det var sikkert bare stres, mente også han. “Ja eller hysteri ikke?” tænkte jeg.
Heldigvis afviste Hvidovre på grund af afstanden. Den nye læge skrev, at han havde lagt en henvisning til mig – så kunne jeg selv finde en intern mediciner på borger.dk.
Okay. Lad os nu sige, dette var “all in my head”.
Lad os sige, det var stres.
Ville man så lade patienten selv finde en behandler?
Ville man så lade patienten selv stå for at få det bedre?
Da jeg kiggede listen med navne igennem for behandlere (selvfølgelig i hovedstadsområdet – de her ude var jo uduelige), genkendte jeg navnet på min behandler (henvist af Hyldemose) i 2012. Det lyder ikke af noget særligt for almindeligt fungerende mennesker, men jeg kunne glemme mine børns navne på det tidspunkt. Så at genkende hans navn, var en stille revolution i mit sind. Hvilket vel også er derfor, det tog så lang tid at få slået igennem at jeg skulle have en henvisning. For næste dag havde jeg glemt, hvad jeg lavede dagen før. Mit hjem var fuld af post-its. Mine hænder var fulde af beskeder jeg skulle huske. Men hvordan skulle jeg huske at kigge på mine hænder?
Der var ikke telefontid den dag. Jeg skrev en mail. Beskrivende alle mine symptomer. “Vær sød at hjælpe mig. Jeg har ikke mere tilbage at give af. Jeg er en elendig mor for mine børn! Og lægerne skyder det hele hen som stres.” Lød det. Som i de fleste af alle mine andre mails til læger i den periode. Jeg fik en mail tilbage med det samme. Jeg fik en akuttid om torsdagen. Hvilket var godt, for om manddagen skulle jeg alene til London og dataindsamle til mit speciale. Ugen efter Berlin. Ugen efter Paris.
Da jeg kom ind, var jeg jo trænet i at skulle prøve at overbevise læger om min situation, så det startede jeg med. Han nikkede bare og sagde, at der ikke var nogen tvivl. Det var mit stofskifte. Jeg var overmedicineret. Jeg begyndte at græde med det samme. Jeg røg ned på 5mg fra den dag af.
Mandagen efter tog jeg til London. Og ved ankomsten til hotellet (selvfølgelig på kvisten uden elevator) var jeg ved at besvime. Jeg rystede. Jeg måtte ligge mig i sengen, drikke vand og læse i Wasmos bog med det ene formål at falde i søvn. Men det gjorde jeg ikke. Jeg blev frisk. Så jeg tog ud på Tate og senere middag med mig selv på Ramseys om aftenen.
Da jeg kom hjem efter de fire dage, var jeg ved at dø af glæde for at se mine børn. Vi havde en virkelig god aften. Vi smilede, grinede, læste bøger og spiste aftensmad sammen. – hvor vi snakkede sammen i stedet for, at jeg sad og græd som et helt år havde været omstændighederne. Om aftenen gik jeg forbi deres døre til værelserne og fik tanken og følelsen “hold kæft hvor jeg elsker mine børn! Hvor er de fantastiske!” Og med det satte jeg mig tudende ned i gangen. For fanden hvor havde de nær mistet en mor. Kun fordi lægerne i landsbyen ikke troede på mine ord eller symptomer. Jeg græd af dårlig samvittighed over, at de havde haft så dårlig en mor i så lang tid. Jeg græder bare ved at skrive det nu.
Hele mit liv blev vendt om.
Jeg tog endda mine børn med til Sanseudstillingen på Brandts i Odense, hvilket var en omvej på en hel dag med offentlig transport og indsatte togbusser. Og vi havde en virkelig god dag. Og for blot en måned før det, kunne jeg ikke overskue en omvej på ti skridt.
Lidt efter lidt blev jeg trappet ned og ud af medicinen med uendelig mange blodprøver for at holde styr på stofskiftet imens. Jeg endte med at sygemeldte mig og udsætte specialet, som jeg startede i november 2017 i stedet.
Mine børn har nu en mor, der elsker at være sammen med dem. Der elsker at lave ting sammen med dem. Sidste år kunne jeg ikke overskue at holde bare én fødselsdag for dem. I år fik de en for familien i en biograf. En for børnehaven i en biograf. En på Eksperimentariet. En på Den blå Planet. Jeg kalder tiderne i mit liv “before the right medication” og “after the right medication” (before Christ og After Christ – jeg er ikke religiøs. Men tidsregningen rammer passende min tilstand i korpus)
Det er så pissevigtigt at lytte til sin patient og tage hende alvorligt. Specielt når hun trods alt har dealet med stofskifte symptomer og problemer siden 2012.

























