Jeg ved snart ikke hvad jeg skal stille op mere.
Efter adskillige indberetninger til kommunen gennem hele min barndom om den vold min far har begået mod mig, min mor og mine søskende, er der stadig INGEN der tager os seriøst. Han går altid fri. Jeg ved ikke hvordan det kan gå til, at en voldsmand hver eneste gang kan tale sig ud af det. For nylig bankede han min søsters hoved ind i en væg, så jeg måtte tage hende på skadestuen. Stadig er der ingen der tror på os. Vores yngre søskende bor stadig hos ham efter deleordning med deres mor, som er totalt loyal overfor ham og ikke tror på os.
Han har altid bildt kommunen ind at jeg og min mor er psykisk syge, og at vi forsøger at skabe splid mellem ham og moderen til de yngste børn. At vores eneste formål med det her er at svine ham til. Og kommunen tror på ham! Det er ikke kun os der har indberettet ham. De kommer både fra rådgivninger, daginstitutioner og sågar skadestuen. Jeg græder mens jeg skriver dette.
At sådan noget kan finde sted i Danmark er simpelthen for vanvittigt! Det værste er, at han arbejder som vagt på et krisecenter. Jeg får simpelthen så grim en smag i munden over, at han har ansvaret for voldsramte kvinders sikkerhed, og hvordan de ville have det, hvis de vidste at han selv var voldsmand. Det er så tragisk og absurd.
At vi skulle have ligestilling i Danmark er den største joke jeg nogensinde har hørt. Mit liv har været totalt smadret på grund af manglen på det. Havde vi haft ligestilling var min mor blevet taget seriøst, frem for afskrevet som hysterisk. Havde der været ligestilling havde vi fået hjælp, i stedet for at være tvunget til at vokse op med en voldsmand, fordi han havde “ret” til os.

























