Jeg led af voldsomme menstruationssmerter fra jeg var 16 til jeg var 40. Jeg fik at vide, at det var en god ide at få børn tidligt, for det ville afhjælpe det. som 16-årig var det ikke lige den bedste løsning. Aspiriner og kodymagnyler var ikke stærke nok, når det var rigtigt slemt. Det blev så hårdt, at jeg måtte blive hjemme fra skole i et par dage hver måned. Så boede jeg i Italien i lange perioder i 1970’erne, og der lavede man eksperimenter med gigtmedicin – og det hjalp i mange år. Min egen læge i Danmark ville ikke udskrive gigtpræparater som smertelindring, og så måtte jeg i gang med at selvmedicinere mig. Smerterne tog til op igennem mine 30’ere, hvor det endte med at jeg havde smerter stort set konstant. Der blev konstateret endometriose. Godt nok ganske sparsom, men det var en modesygdom i 1990’erne. Jeg kunne mærke præcis hvor det gjorde ondt og beskrev det for en lang række læger og gynækologer. Nogle mente, at jeg skulle have lykkepiller. Andre at jeg nok havde en nerve i klemme og bare skulle bevæge mig lidt mere. Og andre igen at det nok var en begyndende overgangsalder og at det vænnede jeg mig nok til. Kom på alle mulige hormonkure for at stoppe menstruationen, men smerterne fortsatte. Da jeg forfulgte teorien om endometriose (som jeg nu ikke troede på) kontaktede jeg Danmarks førende ekspert i endometriose. Fortalte ham om hele min historie, bad ham om at undersøge mig og undersøge der, hvor det gjorde ondt. Og han kunne bekræfte mig i, at det ikke var endometriose. I stedet fortalte ham mig, at der var en inflammeret muskelknude på min livmoder og alt min livmoder var i dobbelt størrelse af samme grund. Det var også årsagen til at jeg aldrig var blevet gravid. Han fastslog, at livemoderen skulle fjernes og gerne så hurtigt som muligt. Som 40-årig fik jeg fjernet min livmoder – og jeg var smertefri 7 dage efter operationen. Han lyttede – og fjernede et 25 årigt smertehelvede, hvoraf det sidste var med morfin. Det har haft stor betydning for mit liv, at jeg var syg af smerter flere dage om måneden i alle de år. Jeg har ikke haft et seksualliv som andre. Fik aldrig børn, selvom jeg var i lange forhold. Og jeg kunne ikke søge arbejde som andre, men måtte leve af projekter og som freelancer igennem alle årene. Fra jeg var 40 til 50, fik jeg et roligere liv. Jeg var gladere og skulle ikke længere tage hensyn til smerter. Men syntes at det var nedværdigende at blive behandlet som om man var hysterisk. Næste problem kom. da jeg gik i overgangsalderen. Det vil sige, jeg vidste ikke, at det var det. Det vidste lægerne heller ikke. De lød som om de aldrig havde hørt om, at ens smagssans ændrer sig, at man ikke længere kan tåle alkohol som før, spise kød som før, spise sukker som før og at ens kropslugt ændrer sig, samtidig med at man sveder, sover dårligt, har hedeture, konstant dehydreret, træt, udmattet… Igen fik jeg tilbud om lykkepiller. Selv gynækologer kunne ikke genkende disse ganske almindelige tegn på overgangsalder eller anvise løsninger på det. I stedet blev jeg behandlet for mavesyre, som jeg aldrig har haft problemer med. Mavemedicinen gav mig for højt blodtryk, hvor jeg blev medicneret med et abnormt antal piller, der gav mig væske i hele kroppen. Og stadig havde jeg alle symptomberne på overgangsalder. Intet hjalp. Så måtte jeg selv trappe ud af al medicin – det ville lægerne ikke anbefale mig, så det var på eget ansvar. Væsken i leddene forsvandt, blodtrykket blev normalt og nu ville min læge godt give mig østrogen. Det hjælper på hedeture, men jeg har taget 20 % på i vægt – og det er hårdt for min slidgigt. Og min læge siger, at jeg skal tabe mig, hvis det skal blive bedre. Det kan jeg, hvis jeg slipper østrogenet. Men så kommer alle mine symptomer igen. Jeg var sygemeldt i tre måneder, som jeg selv betalte, fordi jeg aldrig har kunnet få sygedagpenge, når jeg ikke er ansat nogen steder. Ingen i sundhedssystemet synes at anerkende, at jeg har et problem med min overgangsalder. De mener, at det er overstået om 5 år. Hvis jeg er en af de heldige… I dag kan jeg se, at jeg har haft 10 gode år mellem 40 og 50 – sådan rent fysisk. Jeg har brugt enorme kræfter på at kunne gennemføre et almindeligt liv på trods af helbredsproblemer, fordi jeg er kvinde. Jeg har fået en god karriere, har fået et godt liv, men har måttet give afkald på meget. Har altid måttet planlægge rejser, fester, middage, selskab og arbejde efter hvordan jeg havde det. Det havde ikke behøvet at være sådan,

























