Hej ESPD. I forbindelse med jeres artikler omkring kvinder som ikke bliver taget alvorligt i sundhedsvæsenet har rigtigt mange kvinder med vulvodyni helt sikkert en stor plads i statistikken. Da det er en nervesygdom skal man tage en biopsi for at bekræfte de fysiske oplevelser, men hvis de aldrig når så langt så er det bare en snak om: “ej, men gør det sådan rigtigt ondt? Altså rigtigt? Eller et det bare ubehag?… Eller man bliver spist af med at man måske “bare” har en depression eller at det er noget i ens hoved…. Derudover hjælper det ikke at nogle læger simpelthen ikke anerkender de der “kvindesygdomme” som reelle sygdomme… Jeg fandt ud af at jeg havde vulvodyni efter at jeg i længere tid have haft smerter, jeg blev undersøgt hos egen læge og sendt til en mandlig gynækolog som skulle fjerne kondylomer. De mente at det var derfor selvom det egentligt ikke burde forvolde smerter. Men fair nok, forsøget cærd. Hver gang jeg var der skar han mere og mere væk, også efter at det ikke rigtigt var mere, men lige meget hjalp det. Jeg havde stadig smerter. På et tidspunkt siger han direkte til mig at det nok bare er i mit hoved. Næste gang jeg skal derind, kommer jeg ind til en vikar, som fortæller mig at hun har set det her før, hun giver det et navn, og fortæller at jeg skal bede ham om at sende mig videre til en speciel klinik på Skejby Sygehus næste gang jeg skal ind. Efter 8+ besøg med skalpel skal en vikar fortælle mig om den her mulighed. Nok pga. Han latterlige stolthed fordi han jo ikke kunne “fikse” mig. Har jeg senere tænkt. Så blev han bare ved med at skære. Jeg skulle tigge og bede om en henvisning med tårer trillende ned at kinderne for at han modvilligt gik med til det efter at have sagt at, hvis jeg absolut ville det, så kunne han da godt, men han fik også sagt noget med at de ikke ville kunne hjælpe på ting i mit hoved….
Jeg kom derind, og indenfor et par måneder have de konstateret hvad det var og jeg kunne få en diagnose og et behandlingsforløb . Men det tog mig et halvt år med en skalpel i mit skræv at komme så langt fordi min smerte ikke var valid og hans stolthed stod i vejen.

























