Mig

Jeg havde en meget ubehagelig oplevelse på arbejdet i dag. En (mandlig) kollega kommenterede en artiklen om en ganske ung pige der var blevet voldtaget af en meget ældre mand. Kollegaens kommentar: hvis det havde været en lækker fyr, så var det i det mindste formildende omstændigheder. For en gangs skyld, valgte jeg at åbne munden, da jeg blev dybt chokeret over hans kommentar. Jeg fortæller ham at det ikke findes “formildende omstændighederne” ved voldtægt, og at det ALDRIG er i orden at lave sjov med det. Hans reaktion? Jeg skulle ikke blande mig i hvad han syntes var sjovt og at han havde lov til at sige hvad der passede ham. Jeg gik fra kontoret (skulle noget ved siden af) og da jeg kommet tilbage vil han fortsætte diskussionen med ordene: nu har jeg fundet noget selv du vil kunne se det formildende i. Jeg sagde at vi ikke skulle forsætte, da det eneste der kom ud af det var, at jeg ville blive stik tosset. Han blev sur, og endte med at få hjem efter et kvarter. Nej, jeg har ikke selv været udsat for en voldtægt, men det har min søster. Jeg har til gengæld været der når hun har haft angstanfald og selvmordstanker. Det var en daværende kæreste der udsatte hende for det gentagne gange. Hun var under 16 og han i omkring de 20. Hun har først fortalt mig om hvad der skete inden for det sidste år. Jeg har altid vist at der var sket noget, bare aldrig hvor slemt det var, da hun skammede sig over at indrømme det. Jeg er stadig ked af at jeg ikke kunne beskytte hende da hun var ung.