Anonym

Hej. Jeg kunne godt tænke mig at dele min oplevelse i forhold til en afvisning. Da jeg var 17 spillede jeg i et band, hvor guitaristen var en del år ældre (tror han var omkring 20 år ældre end mig). Han begyndte at sende mig sms’er og kigge på mig mens vi øvede. På et tidspunkt skrev han, at han kunne lide mig og at han kunne mærke at jeg også kunne lide ham. Jeg skrev klart til ham, at jeg ikke var interesseret og at jeg kun så ham som en ven. Han forstod ikke et nej og insisterede på, at jeg kunne lide ham (men måske ikke var klar over det). Han fortsatte med at sende sms’er og spørge mig om jeg var interesseret i ham selv om jeg flere gange havde sagt nej. På et tidspunkt blev jeg nødt til at lyve om at jeg havde en kæreste og derfor ikke ville noget med ham. Han endda med at sige, at min kæreste ikke behøvede at få noget at vide hvis nu ham og jeg skulle være sammen. Jeg afviste ham igen. En dag modtog jeg en sms om at han skulle til Østrig. Derefter skrev han, at jeg var velkommen til at komme med ham – hvis altså jeg ville blive hans kæreste. Jeg nægtede og sagde igen igen, at det var jeg ikke interesseret i. En nat havde mig, ham og et andet bandmedlem været ude at få nogle drinks. Jeg var blevet ret fuld og sagt ja til han kunne køre mig hjem. Da vi ankom foran min lejlighed, begyndte han at røre mig og prøvede at kysse mig. Jeg sagde nej de første gange men han fortsatte. Jeg endte med at blive voldtaget af ham. I mange år har jeg givet mig selv skylden for ikke at have sagt ordentlig fra, tænkte, at det må være min skyld, fordi jeg burde have sagt ordentlig nej, jeg burde ikke lade ham køre mig hjem osv. Jeg så det dermed ikke som et overgreb, da jeg følte det var min egen skyld, og da jeg ikke havde sagt ordentlig fra, kunne han ikke vide, jeg ikke ville. Dog den dag i dag, ved jeg det er et overgreb (selv om jeg stadig kan føle skyldfølelse, jeg kan stadig blive i tvivl om det var mig der ikke sagde ordentlig fra). Jeg havde dog sagt nej gentagende gange til ham før, men han forstod ikke et nej, han respekterede ikke, at jeg ikke ville. Han respekterede ikke engang mine unge alder, eller det faktum, at jeg sagde, at jeg havde en kæreste (på trods af det var en løgn for at slippe af med ham). Han ville hellere leve i sin egen verden, hvor mit “nej” blot var et tegn på usikkerhed, at jeg ikke “turde” give mig hen, ikke “turde” vise mine følelser over for ham. I mit tilfælde, blev min afvisning derfor blot noget der gjorde ham mere ivrig og til sidst førte det til overgreb…