Jeg synes ikke, de sokker er sjove. Ikke kun fordi de humor-mæssigt ligger på niveau med prutter. Men også fordi de minder mig om min eks.
I begyndelsen var det også bare jokes. Dengang syntes jeg heller ikke, de var specielt sjove, især ikke når de var rettet mod mig. Jeg kan huske en gang i starten af vores forhold, hvor jeg var på besøg hos ham, og han stod sammen med sin roomie og lavede jokes om, at jeg da godt lige kunne tage at gøre rent, nu jeg var der. De fnes og var oppe at køre over hinanden i deres bro-ting, og min eks skubbede støvsugeren over til mig med foden. Jeg bad dem om at holde kæft og gik ud på toilettet, og roomien råbte: “Fedt, at du lige starter med badeværelset” efter mig, og jeg kunne høre dem bryde ud i latter og high-five hinanden, da jeg smækkede døren.
Den humor var meget udbredt i hans primære vennegruppe. “Bitches be crazy”, sagde de altid. Og når de skulle på druk (og det var ofte og i den helt store stil), var det også med sjove bemærkninger om, at de skulle have lov af den sure kælling derhjemme. Så da jeg begyndte at prøve at blande mig i hans eskalerende alkoholforbrug (som efterhånden måtte kaldes et misbrug og også foregik derhjemme, på hverdage, alene), var det nemt for ham med vennernes opbakning at afskrive mig som snerpet, kontrollerende og hysterisk. Og de jublede og hyldede ham, når han “satte sin kvinde på plads” og bad mig holde kæft og hente en øl mere.
Sandsynligvis vidste de ikke, hvordan han kunne være overfor mig, når han blev fuld. Hvordan han blev konfliktsøgende, truende…. engang tog mig hårdt i armen…. og senere om halsen…. men deres humor var med til at bakke ham op i det.
De hørte os skændes over telefonen, når han var i byen. Jeg græd og ville have, at han stoppede med at drikke og kom hjem, inden han blev for fuld (og farlig). “Bitches be crazy”.
Det endte efter flere år med, at jeg flyttede på krisecenter, da det hele var eskaleret til et sted, hvor jeg frygtede for mit liv. Han drak voldsomt, var kaotisk, ekstremt kontrollerende og jaloux, og truede mig jævnligt med vold, lemlæstelse og drab på mig eller min nærmeste, hvis jeg ikke gjorde, som han sagde. Alligevel fastholdt han og fortalte mig jævnligt, at det var mig, der var skør. Og sur. Og snerpet omkring alkohol. Han fortalte det samme til sine venner og fik opbakning.
Når jeg ser sokkerne med “jeg sviner – du rydder op” eller “Jeg tager en bajer – bare gør ret som du plejer”, minder det mig om et af de mest voldsomme skænderier, vi havde, og som stadig hjemsøger mig i glimt. Det startede med, at han ikke syntes, jeg gjorde nok i forhold til oprydning og rengøring derhjemme (hans hjem, hvor jeg var ofte). Og endte bl.a. med, at han holdt en gryde kogende vand ind over mig og sagde, at jeg ikke ville komme til at forlade lejligheden i live.
Jeg siger ikke, at alle, der køber Mads Christensens sokker, tæver deres kærester. Slet ikke. Men jeg siger, at jeg genkender de statements som et ekko fra mit voldelige forhold. Og at hans venner gennem lignende drengerøvshumor – uden at vide det – langt hen ad vejen fortalte ham, at det han gjorde ikke alene var i orden men sjovt og fedt og en del af at være “en rigtig mand”.
Jeg genkender fra mine egne erfaringer den pyramide, hvor vold mod kvinder står på toppen af en pyramide med mandschauvanistisk prutte-humor i bunden. Det er en brik i en større sammenhæng – men det er en brik.
De sokker ville være sjove i en verden, hvor de her ting ikke finder sted. Hvor der ikke render folk rundt, hvor den slags humor ligeså stille siver ind i rygraden på dem og enabler de oplevelser, som jeg og mange andre har haft.
Humoren er i langt de fleste tilfælde harmløs. Men nogle gange er den ikke. For når en (måske fremtidig) voldelig mand får high-fives for den type jokes, som står på sokkerne, eller han hører dem blandt sine venner, så legitimerer det hans opførsel, som er trin på en eskalationstrappe til noget meget værre.
Og man kan ikke se på dem, hvem de er. Det kan være din ven, et familiemedlem… det var min kæreste, som også kunne være sød og sjov og kærlig, og som jeg elskede, og alle syntes var så perfekt for mig… Vi kan ikke afskrive det som værende nogle få, psykopatiske typer. Mænds vold mod kvindelige partnere er et problem af kæmpe størrelse. Og når drengerøvs-humoren er alle vegne, rammer den de forkerte før eller siden og hjælper dem et lille stykke på den gale vej. Det er aldrig til at vide, hvem der opfanger budskabet. Især ikke når der er blevet solgt 7 millioner sokker.

























