Hej, jeg læste lige jeres opslag om omfanget af sexchikane, hvilket minder mig meget om en konfrontation jeg havde for et par uger siden – så den vil jeg gerne lige dele for at få lidt luft…
Sidst jeg tog diskussionen op var det med en kollega der startede ud med den holdning at feminisme er et latterligt emne i Danmark i dag, for “det er jo ikke nødvendigt længere, vi har jo total ligestilling”. Han mente, at MeToo bevægelsen blot var endnu en overdrivelse, og at feminismens største fjende lige nu er sig selv – fordi vi overgør det så meget, at det på en eller anden måde skulle implodere og give bagslag. Han gentog adskillige gange “men er det et problem?” og “jeg tror bare ikke på, at det er et problem i dag”.
Efter en laaang samtale, hvor jeg blev nødt til at komme med eksempler fra mit eget liv, jeg egentligt helst ikke ville dele med ham (hvordan jeg er blevet udsat for både sexisme, overgreb og voldtægt), blev han mere empatisk.
Han fortalte, hvordan han godt kunne relatere til ofre for overgreb, da han faktisk i sin ungdom har begået overgreb på en pige til en fest, og hvordan hun efterfølgende “ikke engang svarede” på hans undskyldnings-brev, så nu gik han jo der med sin dårlig samvittighed – og var det ikke synd?
Det kommer OVERHOVEDET ikke bag på mig, at danskere undervurderer omfanget af sexisme – det lever i bedste velgående som hyggesexisme og nedarvede vaner, og der findes stadig en maskulin kultur der ikke ligefrem hævder empati, vilje eller evne til at sætte sig i andres sted.

























