For 6 år siden, da jeg var 17 år gammel, var jeg udsat for en fuldbydet voldtægt. Siden da har jeg brugt meget energi på at lade som om at det ikke var en voldtægt. Jeg fandt mig selv i situationer hvor jeg sendte nøgenbilleder af mig selv til min voldtægtsmand efterfølgende. Jeg ville overbevise mig selv om at jeg gerne ville have sex med ham dengang. For så var det jo ikke en voldtægt. Så behøvede jeg ikke at forholde mig til det.
Efter et års tid stoppede jeg kontakten til ham, selvom vi havde været venner et par år før han voldtog mig. Jeg pakkede det væk. Jeg er jo en stærk person. Jeg vil ikke lade det her ødelægge mig.
I forbindelse med #metoo er traumet blusset op igen. At se så mange modige kvinder italesætte problemene har inspireret mig til at søge hjælp. Jeg kan se på tallene at jeg ikke er den eneste https://www.dr.dk/nyheder/indland/voldtaegtsofre-venter-stadig-flere-maaneder-paa-psykologhjaelp
Nu er jeg i et behandlingsforløb hos en psykolog. Behandlingsformen består i at optage mig selv fortælle om hændelsen og derefter lytte til det og skrive ned hvordan det får mig til at føle for at komme i kontakt med det. Hver eneste dag. Jeg sidder med en tung sten i brystet og meget ubehag i maven. Angsten er ikke forsvundet endnu. Jeg har erfaret at min kæreste græder når han lytter til det. Det gør jeg ikke endnu.

























