K

Til jer kære mænd, der tror vi overdriver.

Jeg tror et af problemerne i hele #MeToo-debatten er, at mænd (der ikke begår overgreb) simpelthen ikke forstår omfanget.

For det første er jeg blevet opdraget til, at de andre altid har ret, at jeg skal bøje af, smile, være en pæn pige. Kunden har altid ret-agtigt. Der er mange nuancer mellen decideret voldtægt, men jeg vil prøver at ridse ubehageligheder fra et helt almindeligt pige/kvindeliv op, så dem af jer, der ikke gør den slags, måske kan forstå.

Da jeg var omkring 10 år begyndte drengene at løbe rundt i flokke og overfalde pigerne, sådan “haha”. Men det var ikke sjovt, det var ubehageligt og de gramsede. Lærerne var meget “boys will be boys”. I stedet for at problematisere deres adfærd, fik vi at vide, at vi skulle slappe af. “Han giver dig blå mærker og fylder vand i din skoletaske, fordi han kan lide dig.” SMIL.

Da jeg var endnu mindre, og flere gange lidt større, havde jeg en grandonkel, der begik overgreb. Jeg kan ikke huske detaljerne. Men jeg kan huske detaljerne i rummet, alt hvad der stod i vindueskarmen, hvad jeg havde på. Følelsen af rædsel og afmagt. (At jeg så senere utroligt mange gange blev tvunget til at nyde en hyggelig sildemad med manden, var hvad det var).

Da jeg var 10-12 begyndte fremmede drenge og mænd at råbe efter mig. Om vi skulle bolle, at jeg var en luder, at jeg ikke havde nogen bryster, om jeg skulle have pik osv. Bilernes dytten lød i én uendelighed.

Da jeg var 14 stødte jeg på min første blotter. Han stod i s-tog og onanerede mig lige op i ansigtet, altså LIGE op i. Han var gammel og ulækker. Jeg var meget bange.

Da jeg var 17 mødte jeg to unge fyre i toget. Jeg var på vej hjem fra Jakob Holdt-foredrag ikke så langt tidligere, og troede på det gode i mennesket. Jeg faldt i snak med to unge fyre, der hurtigt viste sig at være mærkelige, og sagde, at de var på stoffer. Jeg skulle af i Allerød, de sagde, at de skulle af i Lyngby. Det var det sidste tog, det var næsten tomt. Jeg blev bange for dem og gik ind i en anden kupe. Da de ikke stod af i Lyngby, blev jeg MEGET bange. Da jeg stod af på Allerød fulgte de efter mig. Der var mennesketomt. Da jeg nåede op til en Fakta, fik de fat på mig. De pressede mig op imod væggen, ville have sex, ville med mig hjem. Jeg sagde nej. De begyndte at hive fat i mig. Jeg fik på forunderlig vis vristet mig fri og løb. De løb efter mig, men jeg var i god form (jeg havde hest på det tidspunkt) og de var på stoffer, så de fik lige akkurat ikke fat i mig. Jeg fik låst mig ind. De stod udenfor mit vindue og råbte længe.

Så var jeg på kirkegården (Assistens) med en veninde, vi tog vores t-shirts af for at få lidt sol. En insisterende blinken fangede mit øje.genskinnet af et ur. En mand stod ved træet lige ved siden af os og onanerede. Jeg råbte og løb efter ham. Lidt efter var han tilbage og vi gav op og gik.

Jeg arbejdede som bartender, fik klap i røven og tilråb hver gang jeg var på arbejde. En tidlig morgen efter endt vagt blev jeg overfaldet og forsøgt hevet med ind i en baggård.

Jeg har desuden været i to forhold, hvor jeg ikke turde sige nej til sex. Konsekvenserne var for store. Rasen, kasten med møbler, surmulen i dagevis, at blive smidt ud. Eller resultatet blev fysisk vold.

En dag blev jeg voldtaget af en kæreste, ud af det blå. Jeg kan igen huske alt i værelset, sengetøjet, hvad der hang på væggen, i næsten uhyggelige detaljer.

Jeg var på Cosy i København, jeg havde drukket få genstande, jeg kunne ikke røre mig pludselig. To mænd slæbte afsted med mig ud på toilettet og begyndte at rage på mig. En kvinde havde set det og ringet til politiet. De kom med det samme og fik det stoppet, men tog ingen blodprøver. Jeg kunne ikke gå i dagevis.

Jeg var ude og drikke en øl med en jeg havde mødt online, han voldtog mig. I semi-komatøs tilstand. Han stalkede mig efterfølgende. Chikanerede mig.

Senest blev jeg voldtaget af to mænd på et motel i København. Jeg turde ikke at tage mit tøj af i dagevis (jeg er normalt den vildeste nazi om bad hele tiden.) Mit hjerte sank, da jeg så skaderne. Jeg havde blå mærker over det hele. Blå mærker, hvor jeg ikke vidste, at de kunne være. Jeg mistede min eneste vigtige ejendel, en ørering af guld med kvindetegn, jeg havde fået af min mormor.

Dertil kommer de 1000 tilråb. Tit går jeg forbi en mand, der siger “grrrr”, eller “mmm” eller sådan, selv om jeg går med mine børn. I den grovere ende råber de “luder”, “fisse” osv. Alle begramsningerne på gaden.

Det er måske uskadeligt og ligegyldigt at blive råbt “luder” af en enkelt gang. Det bliver langsomt internaliseret og slider ens følelser af ret til selvbestemmelse i stykker.