Anonym

Under min rustning bløder jeg. Ud af mine sår. Ud af mit hjerte. Ud af mit køn.
Noget af mig heles, noget af mig forbliver blødende indtil den dag hvor jeg dør, ej af blodmangel, men af hjertesorg.
Kun jeg kender til min hjertesorg og min frugtbarhed, for kvinder skal gemme deres køn for omverden, undtagen når vi ikke skal.
Min krop skal være privat, for der er ikke nogen mænd der kan lide kvinder der er om sig, undtagen dem som kan. Og dem som køber kvinders kroppe. Eller de som tager kvinders kroppe uden samtykke. Og også de kvinder skal gemme deres hjertesorg. Og hvis min krop er til skue, så blir der taget billeder og disse bliver delt, nogle gange uden jeg ved det. På den måde må jeg godt blive set, seksuelt og skamfuldt. Og er jeg uden skam, så er jeg billig og desperat.
Min krop er ulækker, og det er hemmeligt hvad der kommer ud af den. Jeg har endda læber der skal skamme sig, og mine brystvorter er forbudte for hvad nu hvis nogen bliver tændte af at se dem. Det er selvfølgelig min skyld.
Og under lagvis af makeup, der helst skal se naturlig ud, er jeg træt. Grå og poset, men jeg ved det kun selv for sådan ser kvinder ikke ud. Bliver jeg fortalt.
Og jeg har hår der beskytter min krop, men andre må ikke se det for kvinder er jo hårløse og bløde. Ensartede og velplejede.
Og jeg er forkert med en polstret bh, men også helt uden. Med og uden følelser. Fuld og ædru. I høje hæle og på flade fødder.
Jeg er for tyk og for tynd. For formet og for flad. For stærk og for spinkel. Jeg er smuk og grim, og jeg får det af vide. Det blir sagt til mit ansigt og bag min ryg. Online og i byen. I magasiner og på tv. På instagram, i sangtekster, computerspil og film.
De skriver endda om det i aviserne.
Og mit hår skal være voluminøst, og fint, glat og krøllet. Naturligt og sat. Fordi jeg er pænere sådan. Siger de.
Og jeg skal have uddannelse og være mor og gerne mens jeg er ung. Men ikke for ung, og ej heller for gammel. Jeg skal have familie og viljen til magt. Jeg skal være ambitiøs, men ikke for meget for så blir jeg aldrig gift. Og hvis jeg siger for meget eller noget for højt, så er jeg skinger og opmærksomhedskrævende. Hvis jeg intet siger er jeg usikker og uselvstændig. Jeg skal altid vente på min tur. Og jeg skal nikke forstående og taknemmeligt når nogen fortæller mig noget jeg allerede ved. Jeg skal være ude og hjemme, men kun i den helt rette mængde.
Og det er min skyld når jeg bliver rørt ved selvom jeg ikke vil ha’ det, for min krop er jo lige her, det kunne den jo bare lade være med at være. Og forøvrigt havde jeg jo også det forkerte tøj på den dag. Man kunne se jeg var en kvinde, og min kjole inviterede til omgang. Siger de. Jeg glemte at tildække mig – bortset fra dem der netop tildækker sig – de er også forkerte. De spørger om jeg sagde fra højt nok, og hvis ikke jeg gjorde så var det hele faktisk også bare min egen skyld. Og medmindre jeg er blevet slået eller mit underliv er maltrakteret så er jeg ikke blevet voldtaget. Jeg havde glemt at jeg ikke skulle drikke alkohol. Ikke skulle gå den vej hjem. Ikke skulle kysse på nogen eller inviterer nogen ind i min seng. Ikke skulle låse op til min opgang uden at kigge mig over skulderen. Ikke gøre ligesom mændene. Ikke skulle være sød. Selvom jeg altid har fået af vide at jeg skal være en sød pige. En prinsesse.
Jeg får af vide at jeg altid skal være bange for verden, men når jeg siger højt at jeg er bange er jeg hysterisk.
Jeg skal altid være på vagt fordi jeg nemt kan bliver såret, og at andre netop vil dette. Såre mig. Fordi jeg er svagere end dem.
Jeg får samme muligheder som mænd, og kan det samme, men gør jeg det samme som dem så er jeg utiltalende. Og når jeg bruger mine muligheder så fortjener jeg ikke den succes jeg får. For jeg har jo bryster. Og skal vi forøvrigt ikke hellere tale om mit udseende, børn, kæreste eller manglende på samme. Mine ord, som jeg vælger dem er ikke gode nok. Jeg er utroværdig. Og hvis jeg fortæller om mine oplevelser, beder om andre, vil mere er det kun for at for at undertrykke andre.
Og når jeg påpeger disse uligheder og denne uretfærdighed får jeg af vide at jeg ikke sætter pris på det jeg har, og at jeg gør det værre end det er. At jeg er for sart, og ingen humor har.
Mit navn er Søde eller Smukke, hans kæreste eller kone eller datter, fordi kvinders navne er mindre vigtige.
Jeg er brun, hvid, gul, blå, grøn, pink og lilla. mørk og bleg.
Jeg er bred, smal, høj, lav, hetero, homo, trans, queer, binær og ikke.
Jeg er din søster.
Din mor.
Din datter.
Din kone.
Din bedstemor.
Din ven.
Din kæreste.
Jeg er hver eneste kvinde du nogensinde har set.
Og jeg blir fortalt at jeg kan alt nu, men små piger får stadig af vide at de skal passe på, holde igen og skjule sig selv.
Men jeg?
Jeg er også heldig.
Jeg har rettigheder og velstand. Får taletid og uddannelse. Ytringsfrihed og støtte. Jeg har mere end andre har. Jeg bliver tildelt mere end andre gør. På grund min hudfarve og det land jeg er født i. Jeg er på disse måder priviligeret.
Det er der andre kvinder der ikke er, så de har flere bekymringer end jeg.