G

Okay, det her bliver nok lidt en seksuel autobiografi, men jeg går alt for alene med de her oplevelser, siden at når jeg prøver at tale om det, bliver det generelt tysset ned med jokes, “dét var GODT nok upassende!” eller “du har nok sendt miksede signaler…”

Uden at gå alt for meget i detaljer om min livshistorie, så var jeg et ualmindeligt mærkeligt, genert og derved mobbet barn.
And then puberty happened. Hvilket ikke blot vakte interesse, fordi min første bh som 13-årig var en C-skål, men jeg blev “velsignet” med et godt udseende i de år.

Det havde jeg umådeligt svært ved at forholde mig til, og valgte så, som den naive pige jeg var, at sige ja til absolut alle, at der ville have sex med mig, også selv hvis de ikke ville snakke med mig i andre sammenhænge.

Når vi snakker om voldtægtskultur og #NotAllMen, så nævner jeg ofte, at alle de fyre, der ikke har forstået, at et nej ikke er en udfordring, ikke er dem jeg ønsker at se lemlæstet. Jeg har set nok romantiske komedier, børnefilm og actionfilm, hvor den obligatoriske sideløbende kærlighedshistorie har moralen, at en kvinde der siger nej, bare er et trofæ, der spiller kostbar og “hard to get”, til at vide de mænd bare har gjort præcis, hvad populær-kulturen har bedt dem om.
Men det skaber fandme grobund for at consent bliver sværere at forstå for alle involverede.

Og, indtil jeg unlockede perk’en Self-Respect, så sagde jeg ja til ALLE. Jeg stoppede med at tælle antal seksuelle partnere, da jeg ikke længere kunne finde ud af, om det kun var vaginal sex, der talte, eller om det var alle seksuelle akter, og jeg forøvrigt ikke kunne huske dem alle. Jeg var fucking 15 år der.

Første gang jeg nogensinde sagde nej, blev jeg begramset og afklædt i et skab til en gymnasiefest. Heldigvis var der andre, at der ville bruge rummet, og jeg gjorde højlydt nok modstand til at han skred OG droppede ud af klassen uden varsel. Det mest tragikomiske? Jeg blev drillet bagefter med at ham og jeg havde knaldet.

Og nu kommer der lidt en opremsning, for at skåne både mig og jer for detaljer: De gange, at jeg kan huske at være blevet “ægte” voldtaget, var min barndomsven, der accepterede mit nej, og så tolkede det som “jamen, hvis nu hun sover imens…”. To gange har jeg siddet i en park og røget en smøg, høfligt hilst tilbage på de mænd, der initierede samtalen, hvor så når jeg skulle hjem, at blive trukket ind i en busk. Og op til flere gange, har fulde mænd sat sig ved siden af mig i offentlig transport, og befamlet mig med ordene “eR dE æGtE?” og tilfældigvis skulle af på samme station som mig og kendte en gevej…
Og nåhrja, jeg tager konsekvent ikke taxa’er alene, fordi jeg hver gang bliver kørt på rundtur og spurgt om “alternativ betaling”.

Og igen, det tragikomiske her er, at der har været mange flere “ægte” hændelser, men det er sket efter jeg er blevet så vant til det, at jeg helt biologisk lukker ned, og ikke overvejer det mere.

Og nu bliver det goddamn rigtig sjovt, fordi jeg ikke længere er mentalt tilstede under overgreb, så er jeg jo ikke “det rigtige offer”, fordi jeg er jo bare “en klam luder, der kan lide det”. Seriøst, når jeg nogle gange i relevante situationer har nævnt, at jeg er blevet voldtaget, har det ikke været et ualmindeligt spørgsmål med “kunne du lide det ;)?”

Thank fucking god, that I’m pretty. Eller noget.