Anonym

En historie om overtrådte grænser og vaginisme.

Jeg indleder med at fortælle hvorfor jeg er anonym, det er jeg fordi at jeg har tilgivet den person som omtales i de hændelser jeg vil dele med jer, det er mange år siden nu og til trods for at jeg stadig har nogle emotionelle forstyrrelser forbundet med sex på grund af disse hændelser så ønsker jeg ikke at gnide salt i gamle sår eller udstille specifikke personer, blot dele mine oplevelser så andre måske kan føle sig mindre alene end jeg gjorde på givende tidspunk.

Jeg var 12 år gammel da jeg fik min første kæreste som jeg mødte på nettet, han var blot et år ældre end mig. Da vi havde været kærester i noget tid begyndte vi at overnatte hos hinanden i weekenderne da vi boede ret langt fra hinanden (hovedsageligt hos ham da hans mor undlod at fortælle min far at vi sov i samme rum) i retrospekt så kan jeg godt forstå hvor min far kom fra.

Min kæreste ville gerne have sex, jeg følte mig ikke klar til det men jeg følte at det var noget jeg var nødt til fordi det gør man når man er kærester og kæresten gerne vil. Der var bare ét problem, jeg var som en murstensvæg i de nedre regioner og det faktum at jeg ikke havde lyst fik mig til at spænde op i hele kroppen, han tog det pænt nok i starten men der gik ikke længe før at han begyndte at stille mig ultimatummer for hvornår at det skulle lykkedes da han var meget optaget af ikke at miste sin mødom i en senere alder end sin storesøster som var 14 da hun mistede hendes. Dagen for hans tidsfrist kom og jeg var stadig som en murstensvæg, jeg kunne mærke at han blev vred på mig imens han blev ved med at presse sig op mod mit sammenkrampede underliv, jeg begyndte at græde og sagde stop, men han blev ved i noget tid men det lykkedes ham ikke at trænge op i mig, og så han blev meget sur på mig.

Dette resulterede så i et flerårigt forhold hvorpå seksuel kontakt mest af alt blev en sur pligt for mig, så jeg måtte hellere holde ham glad med oralsex og hvad man ellers kunne finde på, fordi så kunne jeg måske holde ham hen så jeg ikke skulle ligge og krampe op og græde igen. Det var en ond cirkel af bebrejdelse og vi havde begge to opfattelsen af at det udelukkende var synd for HAM. Denne opfattelse af at jeg var forkert, at jeg fejlede som “kvinde” (jeg var jo blot en pige) og at jeg var skyld i frustration og vrede hos min kæreste gjorde at jeg gik lange længder for at prøve tackle mit “problem” (som vi kaldte det)
på meget usunde måder, den værste episode jeg kan huske var da vi havde aftalt at drikke os fulde, jeg skulle gerne drikke mig så sanseløs som muligt fordi så kunne det jo være at vi kunne gennemføre samleje, jeg vågner dagen efter med ekstreme tømmermænd og flere timer revet væk fra min hukommelse ved siden af en meget vred kæreste, det var ikke lykkedes og jeg havde i spritstiv tilstand reageret præcis som jeg plejede og så var det ellers tilbage i en spiral af selvhad og skam.

Da vi slog op fik han mig til at love ham at når jeg var kommet over mit “problem” så skulle jeg kontakte ham så vi kunne have sex fordi det havde han “fortjent” for at være sammen med mig i flere år uden at gennemføre samleje, jeg lovede ham det fordi at det oppe i mit hoved var helt rigtigt at det fortjente han, det er naturligvis ikke noget vi endte med at følge op på, men nok mest fordi det forblev et problem for mig i mange år efter forholdet at jeg nåede at forstå den mentale skade dette forhold havde voldt mig før jeg var i stand til at have sex. Jeg talte ikke med en eneste person om disse ting, og folk omkring mig troede at jeg havde et helt normalt sexliv både med min første kæreste og senere forhold.

Når man så spoler nogle år frem, jeg var i et trygt forhold med en støttende kæreste, så jeg søgte hjælp fra sundhedsvæsnet omkring min angst for penetration og der blev jeg igen mødt med foragt. Min egen læge sendte mig først videre til en gynækolog da hun ikke kunne få lov til at se det mindste pga angst og muskel-sammentrækninger, gynækologen var rigtig sød og varsom og fik mig til at slappe nogenlunde af i nok sekunder til at hun kunne se at jeg havde en meget tyk jomfruhinde, hun sendte da en henvendelse til sygehuset hvori hun skrev at jeg var ekstremt bange for undersøgelser så jeg skulle i narkose og få fjernet hvad fjernes skulle. Men det ville den læge jeg blev tildelt ikke godtage, hun insisterede på at hun skulle lave en undersøgelse på mig først, jeg bliver ved med at sige at jeg var blevet lovet at jeg ikke skulle op på den “briks” igen men hun bliver ved med at presse på, jeg græder og ryster ukontrolleret men bliver ved med at køre på mig indtil at jeg tog bukserne af og lagde mig op i stolen, der var en sygeplejeske og en elev til stede også, og en af dem fik nok da hun så hvor meget jeg græd og rystede imens lægen råbte af mig at jeg skulle tage mig sammen, så hun sagde ligeså forsigtigt “hun kan jo ikke lide det” hvorpå hun fik at vide hun skulle blande sig fuldstændig uden om. Jeg gik derfra stortudene, jeg følte at det var et overgreb og ikke overaskende nok så havde jeg jo ikke kunne slappe nok af til at undersøgelsen havde nogen som helst anden effekt end ydmygelse. Fik nogle gnibe øvelses hæfter med hjem som jeg skulle bruge indtil næste gang jeg skulle på sygehuset, fordi hun absolut ville gennemføre en undersøgelse før noget andet, men hun var heldigvis syg den dag jeg skulle tilbage på sygehuset (blev jeg fortalt, måske en sygeplejeske fik mig fjernet fra hende som patient hvad ved jeg). Her fik jeg en rigtig sød læge som kendte lidt mere til vaginisme end den første som foretog en operation på mig under narkose, blev derefter fortalt at jeg havde små sting omkring åbningen af min skede da jeg var for snæver til at de kunne komme ordentlig til for at fjerne min tykke jomfruhinde. Så var det fysiske aspekt af “murstensunderlivet” fikset, men der gik desværre yderlige flere år før det psykiske aspekt blev bedre og jeg kunne gennemføre penetrations sex.

I dag kan jeg have sex, hvilket er skønt! Men jeg er stadig ikke uden men. Jeg kan ikke selv stikke en finger op ej heller bruge tampon. Jeg føler lynhurtigt skam og magtelsløshed hvis jeg ikke lige skulle have lyst, eller bliver nødt til at stoppe undervejs pga en rift i underlivet eller whatever, det gamle mønster om at man kun er til for at tilfredsstille manden sidder dybt i mig selvom jeg ved at hverken jeg selv eller min kæreste er af den holdning så kan jeg ikke altid styre mine følelser.

Jeg prøvede at holde det kort, men det gik ikke så godt og sidder hedder med svedige håndflader over at skulle dele min historie som jeg har ønsket at dele i årevis for at andre med lignende oplevelser ikke skal føle sig alene, men føler endelig at jeg har fundet den rette platform.