Anonym

#Jeg husker…
Jeg havde en tyrkisk kæreste, som i starten var meget sød og virkede “perfekt” jeg så ikke røde signaler i starten. Jeg blev faktisk meget forelsket i ham, men det var bare en slags begejstring, når jeg ser tilbage. Han begyndte med at forbyde mig mange ting. Først og fremmest spurgte han hele tiden ind til min fremtid, om jeg var sammen med andre, om jeg havde kysset med andre eller lignende. Derefter spurgte han til mine venner: hvem er han dit og dat. Han tjekkede hele tiden min mobil og nedgjorde mig fulstænding, han gaslightede mig og fik mig til at tro, at jeg hele tiden var forkert. Efter 2,5 måneder ca begyndte han med at nedgøre mig endnu mere, og jeg begyndte med at miste interesse i sex. Jeg gjorde det kun for at tilfredsstille ham, og det gjorde endda ondt nogen gange. Jeg HUSKER tydeligt, at jeg var hos hans forældre, og var på wc. Hans mor skulle ned i kælderen og hente noget. Han kom på wc og begyndte med at tage mine bukser af. Jeg sagde NEJ. Fordi døren var åbent. Han sagde: shhh, og bare stak den ind i mig. Jeg sagde intet var bare iskold. Jeg vidste ikke, det var overgreb den dag. Dette skete flere gange, hvor jeg ikke havde lyst, fordi han var psykisk voldelig mod mig. Jeg slog heldighvis op med ham på 4 måned og jeg endte ned med stress og PTSD. Der er snart gået over 1 år og jeg husker stadig. Jeg væmmes stadig ved tanken om, at han var så f**** klam og kun tænkte på hans selv. Han var en egoist og en narcissist, og disse slags mennesker er DE VÆRSTE man kan møde. Han gav mig altid skylden, hvis jeg gjorde noget han ik kunne lide. Han sagde tit: “du skal have større bryster, dine læber ligner blowjoblæber”. Husker tydeligt at han spurgte under turen i Paris: Vil du være med i en trekant med en lesbisk pige? Jeg tænkte WTF.
Han sagde han ville ALDRIG SÅRE mig han lovede det, og han knækkede mig så meget, at jeg var ved at begå selvmord foran et tog, da han sagde at han ikke elsker mig mere. Vi kom sammen efter 3 uger igen, men kunne mærke efter en uge, at jeg ikke elskede ham mere så jeg forlod ham. Vi snakkede efter mange måneder igen, bare for at spørge hvordan vi har det. Jeg var iskold og jeg sagde, at vi aldrig kommer sammen igen, fordi han spurgte og dette her kunne fungere igen. Han prøvede at kysse mig i bilen og sagde: skal jeg ik komme hjem til dig for et kop kaffe? Jeg sagde NEJ.
Men før alt det, sagde jeg ALDRIG fra.
Jeg var en god person og aldrig råbte ad ham men IDAG, ønsker jeg at jeg havde konfronteret ham og bandet ham til, og melde ham til politiet. Jeg vidste ikke det var voldtægt, før min psykolog sagde det. Jeg havde kvalme ved tanken af sex og mænd. Idag er jeg gift men jeg døjer stadig med psykologiske problemer, hvor min partner prøver at hjælpe mig.
Jeg ville ønske jeg kunne filme det, dengang. Idag har jeg ikke beviser, og jeg ved at politiet vil intet gøre, og at han vil benægte det. Men jeg ville bare ønske, han kunne straffes på en måde….jeg ved bare ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ville ønske han kunne få tæsk. Men så vil jeg komme i problemer. Eller min mand. Han siger han kan gøre noget, jeg skal bare sige til. Men jeg siger at han skal bare glemme det. Men kæft…jeg ville få ro i mit hjerte, hvis jeg kunne se ham blive straffet, og at han selv kan indse, hvad han havde gjort.