Smerter

Om endometriose og en af de lidt bedre historier (men også hvor let og uovervejet vi giver p-piller til unge piger).

Min storesøster har store smerter ved menstruation, så da jeg, som teenager begyndte at få det samme blev jeg sendt til lægen. Min storesøster fik p-piller for sine smerter, og det havde hjulpet, og det var jo nok også det jeg skulle have.

Ved lægen forklarer jeg smerterne, og at hvis jeg fra jeg mærker smerterne første gang, så ved jeg, at jeg har ca 20-30 min. til at tage smertestillende, ellers er smerterne er så store, at smertestillende ikke kan tage dem.
Lægen stiller mig 3 spørgsmål:
Har du prøvet ipren? Nej,
Er du seksuelt aktiv? Nej,
Ender blodpropper i familien? Nej

Og så fik jeg p-piller. Ingen kritiske spørgsmål ift at give så store mængder hormoner til en 15 årig, og ingen andre metoder eller undersøgelser end en 10-15 minutters samtale.
Og så var jeg ukritisk på dem de næste 6 år, hvor smerterne ikke var til stede.

Som 21 årig begyndte jeg at mistænke, at p-piller havde en negativ påvirkning på mit humør, så jeg stoppede. Effekten det næste stykke tid var som om en “tåge” havde løftet sig fra min krop og mærkede den og mine følelser meget mere. Når jeg var glad, så var det helt ned i maven.

Smerterne udeblev det første stykke tid, men de kom stille og roligt tilbage. Først på et tåleligt niveau, men stigende for hver menstruation, indtil jeg en dag lå på mit gulv i 45 minutter i et krampeanfald på mit gulv, hvor alt sortnede for mine øjne.
Derfra havde jeg altid ipren på mig for når smerterne begyndte at komme, vidste jeg, at jeg havde kort tid til at reagere.
Og ellers blev menstruation ligemed svimmelhed og meget tid i sengen med varmedunk.

En af menstruationerne efter krampeanfaldet, mens jeg ligger i fosterstilling under dynen, så falder jeg tilfældigt over en artikel på Facebook fra Femina, hvor en kvinde skriver om endometriose, og hendes kamp for at få diagnosen i sundhedsvæsenet. Jeg fik et chok, fordi mange af mine symptomer passede med hendes, bare i mildere grad. Jeg læste mere på nettet om sygdommen og blev mere sikker.

Så jeg bestilte tid ved lægen og var rystende nervøs flere dage før, fordi der var så mange historier om, at lægerne ikke troede på kvinderne med endometriose. Jeg kunne læse at de fleste blev spist af med p-piller, som eneste og bedste behandling, men jeg ville virkelig ikke tilbage på p-piller pga deres negative effekt på mit mentale helbred.

Det var tilmed første gang jeg skulle til lægen og kendte derfor ikke min læge.
Min læge viste sig at være en ung, nyuddannet kvinde. Efter hun har hørt mig fortælle kigger hun mig i øjnene og siger “jeg tror godt du kunne have en sygdom der hedder endometriose”.
Og jeg bliver så lettet! For jeg skulle ikke selv nævne det og ikke selv kæmpe for at blive set. Så jeg begyndte bare at græde :’)

Og jeg slap for p-pillerne! Først så jeg tiden an (efter eget ønske) og vende de forskellige muligheder (kunne stærkere smertestillende tage det, hormonspiral, eller p-stav).

Efter nogle måneder, hvor jeg endte med være svimmel og føle jeg skulle besvime op til hver ægløsning, efter ægløsning, op til menstruation og efter, altså i alt ca 3-4 uger på måned.. jeg havde maks en uge uden svimmelhed og smerter.

Så jeg gik til læge, som aftalt for at få min spiral. Men min læge var skiftet og i stedet fik jeg en ny nyuddannet kvinde, som IKKE troede på mig, og som ikke ville håndhæve den aftale jeg havde med min tidligere læge om, at jeg bare skulle sendes direkte til gynækolog.

Men efter et par uger med blodprøver og jerntilskud blev jeg sendt til gynækolog. Han kunne heldigvis hurtigt scanne livmoderen og diagnosticere endometriose.
Han kunne forklare mig sygdommen og jeg fik en hormonspiral med det samme.

Jeg har en mild udgave og er ikke ramt af cyster (som jeg ved af hvert fald) og min historie er bedre end de flestes tror jeg. Jeg var heldig med min første læge.
Men jeg kan stadig huske følelsen, da jeg læste den artikel i Femina. Følelsen af anerkendelse og at det ikke er normalt at menstruation skal gøre SÅ ondt, var så opmuntrende og god!
Der mangler virkelig oplysning, så tak for at sætte fokus 🙂