Jeg skal da gerne ile og sige noget om “Fars hus, fars regler”-T-shirt-gate.
Hvorfor kan folk ikke forstå, hvad det her handler om. SHIT, privilegieblindheden raser. Det handler ikke om hysset krænkelsesparathed eller andre bagatelliserende idiotbegreber.
Det handler om, at sådan en T-shirt simpelthen ikke er sjov. Og at hvis folk ikke forstår, hvorfor sådan en T-shirt ikke er sjov, så må de på skolebænken og forstå noget om det her samfund og vores historie og den sexisme, der STADIG hersker, selv om meget er blevet bedre.
Og hvorfor er den så ikke sjov? Kan man ikke lave sjov med alt?
Jo, næsten, måske, hvis man formår at gøre det på den rette måde, og det er så en kunst i sig selv. Men hvad skal vi dog med det her statement på en T-shirt? Hvor dovent og pøllet er det?
Det ER bare ikke sjovt, at det for ikke så længe siden var sådan, at kvinder i dén grad var underlagt deres mænd, fordi de var økonomisk afhængige af dem, plus at der var et kæmpe pres fra hele samfundet med skam og skræmmebilleder og total mangel på accept af skilsmisser.
.
Det er ikke sjovt, at min farmor sad på plejehjemmet frem til sin død og var et komplet forbitret menneske, fordi hun oprigtigt følte,
som sandt var, at hun havde spildt sit liv, for hele hendes liv var levet underlagt andre – som i øvrigt ville skide på hende. Hendes børn gad stort set ikke besøge hende.
Hun blev gjort gravid med det første af tre som purung via et overgreb begået af hendes søsters date, så hun blev tvunget til at gifte sig med ham og var underlagt hans tyranni resten af sine dage. Hun havde aldrig elsket ham, bedyrede hun.
Og når jeg siger “tyranni”, så var det lige, hvad det var. Hun havde INGEN rettigheder. Intet say i noget som helst. Jeg husker f.eks. en historie om en kjole, hun havde set, som hun virkelig ønskede sig. Den var ikke dyr. Men hun måtte ikke få den for min farfar, og hun havde jo ikke sine egne penge. Kun de skrabede husholdningspenge, som hun allernådigst fik en gang om ugen. I flere måneder formåede min farmor i smug at lægge få ører til side ved at tilbudsjagte og være kreativ, og hun tjente en lille skilling ved noget ekstra rengøring, hun fik presset ind i sin i forvejen arbejdsomme hverdag. Til sidst havde hun nok til at købe kjolen. Og der stod hun så en dag i den og så smart ud, da min farfar kom hjem fra arbejde. “Hvor har du den fra?” spurgte han brysk. Og så fortalte hun det. Og triumferende konstaterede han så, at nå, men så kunne hun jo sagtens klare sig med færre husholdningspenge, så han skar beløbet ned fra den dag af. Og krævede samme standard i maden og det hele.
Hele min barndom hørte jeg på hendes bitre og trætte mumlen, mens min farfar ydmygede hende og lavede “sjov” og spillede stor kanon. Jeg afskyede den tone, der var i deres hjem. Jeg ønskede for hende, at hun fik en mulighed for at skride, nu hendes børn var voksne. Men hun turde ikke. Hun var for hjernevasket i det der liv fra starten af.
Fordi hun aldrig havde fået mulighed for en uddannelse eller kunne klare sig selv, fordi hun var så fastlåst i konventionerne, at hun ingen udvej så.
Nu sad hun der og var invalideret efter et fald, hvor hun brækkede adskillige knogler, og min farfar var blevet dement og anede ikke, hvem nogen var. Hun hadede sig selv for, at hun ikke var brudt ud af det, mens hun havde sin førlighed og kunne have fået nogle få år med oplevelser på egne præmisser. Men hun havde ikke haft kræfterne til det. Og nu var det for sent. Hun var så skideked af det.
Hun var en af mange, mange, MANGE husmødre, der levede et lorteliv, der aldrig var deres eget.
Og jeg tænkte bare, mens jeg med tilbageholdte tårer holdt hende i hånden den sidste gang, jeg så hende, hvor heldig jeg var og er at være født i en tid, hvor jeg IKKE var tvunget til at underlægge mig en mands regler i hans hus. Hvor jeg voksede op med at vide, at det behøvede jeg ikke.
.
Og jeg tænkte på, hvor usandsynligt stærk en trailblazer min mormor var, for hun var en af de eneste i den generation, der fik nok af sin fordrukne lortemands pis, pakkede hvad hun og børnene kunne bære i nogle dynebetræk og stak af fra Jylland i ly af natten og lod sig skille, og så levede de ellers i dyb fattigdom de første år i 1950’ernes København, mens hun knoklede og mod alle odds fik sig et job og en uddannelse og skabte sig et liv efterhånden. Men det var noget nær mirakuløst, at hun klarede den. Og de fleste kunne ikke følge hendes eksempel. De blev hindret, holdt tilbage, pillet ned, pålagt skam og fik smækket døre i hovedet.
Jeg spurgte hende engang som barn, hvor jeg legede med nogle af hendes smykker, om hun stadig havde sin vielsesring fra min morfar. “Ork nej,” sagde hun helt tørt og nøgternt. “Dem pantsatte din morfar længe før, vi blev skilt, og så drak han pengene op.”
Jeg kan huske, jeg måbede over den der konstatering af virkeligheden. Det er ikke lige den, vi får solgt i populærkulturens billede af ægteskab som målet.
Min mormor var mit forbillede i min familie, som ikke ligefrem bugner af forbilledlige typer. Min farmor havde jeg bare ondt af.
Jeg ejer mit eget hus og er selvstændigt erhvervsdrivende og har valgt børn og mænd fra, fordi jeg synes livet uden er federe og sjovere. Nok ikke helt tilfældigt. Der er selvfølgelig flere faktorer, men jeg har altid i min kerne vidst, at jeg kunne selv. Det er desværre ikke tilfældet for alle kvinder.
Den dag i dag kan kvinder klare sig selv meget lettere end i min farmor og mormors tid. De kan få en uddannelse og job, og det får de.
Men de bliver STADIG tudet ørerne fulde af, at det “bedste” og “rigtigste” alligevel er at få sig en mand, og helst en, der er mere og bedre end dem selv. Kvinder i parforhold laver omkring 80% af husarbejde og børnepasning.
Mændene tjener stadig generelt mere (og har flere penge stående i fast ejendom, biler, dyr elektronik m.m.), kvinder mister indtægt og pension pga. barsel og pasning af børn, og kvinder bliver i langt højere grad udsat for overgreb, vold og drab – typisk fra ægtefælle, kæreste eller date. Mænd ses stadig som mere autoritære, troværdige og ønskelige på de fleste poster.
Og derfor skal vi kraftedeme ikke rende rundt og glo på idioter, der via tryk på deres trøje proklamerer, at huse tilhører fædrene, og fædrene laver reglerne.
Så fuck alle, der vil have, at sådan noget lort her skal sælges og promoveres og ses som “sjovt”. Gu skal det ej. Af respekt for sådan nogle som min farmor. Og alle kvinder som hende og alle dem, der stadig skal finde sig i at være andenrangs i en eller anden forstand.
Gider folk ikke godt gide fatte det.
Nogen i Salling Group burde have tænkt sig om for længe siden, så den unødvendige og dumme T-shirt slet ikke var blevet “designet”.
Læg nu det pis i graven. Min farmor ligger der allerede og har ligget der i adskillige år.

























